Esbjergs måske bedste Wienerschnitzel får man i ”Spisestuen” forud for forestillingen SPARK MIG I REVYEN i den hyggelige Riddersal. Det er den prægtige trio Frederik Knudsen, Daniel Lassen og Mads P. Gregersen, der atter indtager scenen, og som stadig kan bryste sig af at være Danmarks yngste revyhold.
Det giver en kæk og uortodoks grundstemning og de medvirkende skåner ikke sig selv. Således må publikum berede sig på at opleve herrekys, brystvorter, bar numse, et herretoilet samt hele tre Lolita-dukker.
Den ungdommelige charme fornægter sig ikke, og SPARK MIG I REVYEN blev da også nomineret til Jydske Vestkystens kulturpris tidligere på året. Der er også tale om en grøn revy – i al fald når gælder programmet, de elegante kostumer i åbnings- og afslutningsnummeret samt revydirektør Frederik Knudsens enkle men fikse scenografi.
Frederik Knudsen er øm i kvindeklæder som en pragtfuld dominerende hustru (med en ikke ubetydelig skægvækst,), hvis nye tiltag ”For klimaets skyld” går ud over hendes stadig mere livstrætte mand (herligt sørgmodigt fremstillet af Daniel Lassen). Således beslutter hun at skåne miljøet og kun købe én flybillet til Paris, så manden må cykle og ender med kun at få tre kvarter i den franske hovedstad. Teksten, en af de bedre denne aften, er skrevet af Mads P. Gregersen og Daniel Lassen.
Daniel Lassen morer som lun jysk protestsanger i ”Den jyske protest”, som han har skrevet i samarbejde med Lucas Birch, et anden af de alsidige yngre talenter i den danske revybranche. Birch har også forfattet et raffineret nummer om en parkeringsbøde, som Frederik Knudsen giver en sofistikeret fremførelse,
Mads P. Gregersen er ikke blot revyens kapelmester og lydmaster, men låner også ynde og sårbarhed til flere af sine numre bl.a. ”Høje Tanker”, som han selv har komponeret en fin melodi til.
Daniel Lassen har iscenesat revyen med sans for tempo og timing, og den uhøjtidelige stemning på scenen forplanter sig til salen. Så lad os håbe revyen vender tilbage i 2026 – det fortjener både Spisestedet og publikum.
(Michael Søby)


