HamletScenen, der på skamligt vis er blevet svigtet af et kulturelt indskrænket byråd i Helsingør, er gået sammen med Det Kommende Teater for at kunne præsentere en Shakespeare-forestilling, som også børn kan have glæde af. Teatret sætter selv aldersgrænsen til at være fra syv år og opefter, og man kan da også til nød acceptere velopdragne 5-årige blandt publikum.
Men når en mor danser rundt med sit grædende og pludrende spædbarn i udkanten af scenelyset, så forstyrrer det teateroplevelse helt urimeligt. Det gælder også, når en ældre mand synes opsat på at fortælle sit lille barnebarn hele historien om Hamlet undervejs i forestillingen – fremfor inden (og han tilmed overser, at barnet gentagne gange sparker og slår personen foran med en dukke), så bør teatret håndhæve deres aldersgrænse.
For Søren Ruby, der selv har barberet Hamlet ned til en 50-minutters version med betydeligt færre karakter og intriger, fortjener vores opmærksomhed, og netop fordi hans mimik kræver fuld opmærksomhed, bliver det særligt sårbart, når der ikke er ro i Thaliasalen på Kronborg.
På de givne betingelser formår Søren Ruby at imponere med sin præcision, og med et tørklæde som vigtigste indikator af karakterskift formår han både at spille Hamlet (fra spæd til voksen), Gertrud, Claudius, Ofelia og Hamlets far m.fl., så de færreste er i tvivl om, hvem der er hvem.
I denne udgave er det ikke det faktum, at Hamlet dræber Ofelias far Polonius, der driver hende til vanvid, men derimod Hamlets død, og man erindrer heller ikke, at Shakespeares karakterer i Hamlet havde en særlig forkærlighed for den berømteste af de italienske pasta-retter, men det bliver der her rådet bod på.
Efter forestillingen, der med fordel kunne strammes op til 30-40 minutter, serveres der trist pasta med en tør tomat- og bønne-baseret sovs. Det kan gøres bedre, blot en smule ketchup eller olie, og lidt salt ville have gjort underværker.
(Michael Søby)
