Blaagaard Teatret har i samarbejde med scenekunstkollektivet Samling skabt en tankevækkende men ikke uproblematisk forestilling om fire personer, der har været på kant med lovet og blevet dømt. To skuespillere – Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef – hjælper til med at formidle deres historier, men virker også sært overflødige i Astrid Lindhardt iscenesættelse.
Forestillingen har tre scenograf-assistenter, men hvem de har assisteret fremgår ikke af forestillingens kreditliste. Det bedste indfald i den forbindelse er de sorte firkanter, som hænger på en væg i foyeren med påskrifter fra indsatte, der har fået til opgave at klippe dem i fængslet.
Det hvide rum, der udgør en stor del af scenerummet, er i sig selv bare koldt som et hospital, og ideen med at male det lysegrønt – håbets farve! – forekommer mest af alt banal. Hvad værre er, så går der ret lang tid med dette malerarbejde, når man tager i betragtning, at forestillingen kun varer 70 minutter.
Man har svært ved at tro på, at Camilla ikke har vidst eller ville vide, hvad der var i de pakker, hun gentagne gange modtog via sin narkosmuglende mand. Hun nægter sig skyldig, men vil ikke lade en eneste person på produktionen se hendes sagsmappe, og alligevel skal vi stole på hende. Hendes dom synes dog unødig hård, men det kan hænge sammen med hendes manglende erkendelse af skyld.
Alexander har siddet 10 år i fængsel for narkosalg og produktion, og i stedet for at høre om, hvorvidt han angrer sine gerninger, har instruktøren fundet det mere relevant, at vi skal høre om, hvordan han har producere narkotika. Han hævder, at han er færdig med sin kriminelle løbebane, men med en dom på 10 år må man formode, at han har lovet den slags før? Det værste er næsten, at han slæber rundt på en kæmpe gæld på flere millioner, som han næppe kan slippe ud af uden at begå kriminalitet.
Birgitte er aktivist, men ligesom med de øvrige oplever man ingen anger over de gerninger, som har kostet samfundet en formue. Hun nægter at rette sig efter den lovgivning, der er – og mener, at hun har ret til at lave aktivisme, selvom hun skader andre mennesker.
Sidst er der Yaqoub, der har både har været i bandemiljøet og religiøs ekstremist, men som nu har skiftet identitet og tro – men tør ikke stå ved det offentligt af frygt for sit liv. Igen mærker man ingen anger – identitetsskiftet synes primært at være en måde at undgå likvidering for de forbrydelser, som han har begået.
Det er derfor svært at klappe helhjertet for disse fire, selvom der er forsonende elementer hos dem alle. Men der skal nok mere end lysegrøn maling til for at ændre deres situation – desværre.
(Michael Søby)
