SORT SOL – FLADT LAND

★★★★★☆

Man behøver faktisk ikke at være fra Sønderjylland eller Slesvig for at knuselske Teatret Møllen og deres 50-års jubilæumsforestilling SORT SOL – FLADT LAND. Deres medrivende teaterkoncert gjorde således også stor lykke ved Københavner-premieren på gæstespil-venlige Teater V i Valby, hvor publikum kvitterede med stående bifald med det samme.

Det er da også et ualmindeligt charmerende og velsyngende hold, som den opfindsomme iscenesætter Rasmus Ask har fået at arbejde med på foranledning af den iderige teaterchef Nikolaj Mineka.

Dramatikerne Brian W. Hansen, Amalie Munkgaard Olesen, Henriette Katrine Lund og Thomas C. Rønne tegner på en befriende uhøjtidelig måde et portræt af den sydjyske egn og dens mennesker på tværs og på trods af diverse grænser. Vi hører om udfordringerne ved at lave franske hotdogs i udkantsdanmark, men får også opskriften på solæg.

Naturen og de mange fuglearter er ikke bare en fryd for øjet, og Reumert-belønnede Ole Sørensens kække sønderjyde er da heller ikke bleg for at indrømme, at han både har smagt svane og hejre.

Nana Schwartzlose, Marluze da Cruz og Laura Wildt synger alle glimrende på forskellig vis, men fungerer alligevel fortræffeligt sammen, og de bakkes smukt op af gruppen Who Killed Bambi og er velsignet med Johannes Smeds fortræffelige kompositioner og raffinerede lyd.

Pete Livingstone tilfører det musikalske univers en hel særlig poesi, som han har været i stand til at øse af i årtier, og Asbjørn Hays emmer af ungdommeligt talent, der lover godt for fremtiden. Connie Tronbjerg tilfører alt, hvad hun rører ved en livskundskab og en skønhed, og det har hun i grunden altid gjort på så mange forskellige måder.

Jubilæumsforestillingen SORT SOL – FLADT LAND havde premiere på Teatret Møllen den 19. oktober 2024 og til sommer – den 3. juli 2025 – runder Teatret Møllen jubilæumsæsonen af med intet mindre end “Shakespeares samlede værker”.

Men allerede i næste uge kan man se eller gense Teatret Møllens Reumert-belønnede teaterkoncert “Omve’n Hjemve” på Teater V – og med den er det, som med stort set alle Teatret Møllens forestillinger, at den må man bare ikke gå klip af. Teatret Møllen kan nemlig fejre 50-års jubilæum som Danmarks bedste turnéteater, og det fortjener i den grad opbakning – også men ikke kun i Sønderjylland.

(Michael Søby)