Det er efterhånden 17 år siden, at teaterkollektivet Sort Samvittighed gjorde deres indtog på den danske teaterscene og efter tre vellykkede samarbejder (“Hvid Magi”, “Tove!Tove!Tove!” og “I et forhold”) er der noget at leve op til denne aften på Betty Nansen Teatrets store scene.
Men frygt ej – de seks formidable furier på scenen – Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard – har stadig skud i bøsserne, og deres vovemod er heldigvis ikke blevet mindre.
Elisa Kragerup sørger atter engang for, at der helt i den kollektive ånd bliver plads til alle, og selvom flere momenter gentages rigeligt undervejs, så kan vi stadig spore en udvikling – også i de individuelle præstationer. En gruppe opdagelsesrejsende, hvor alle medlemmer har gjort individuelle opdagelser i det ikke altid lige lette moderne liv.
Kitt Maiken Mortensens husmor er ved at gå op i limingen over alt det, som hun skal huske. Madvarer, tingenes plads osv. osv. I sandhed en kvinde på randen af nervøst sammenbrud. Jeanett Albeck synger med indlevelse sin egen lidt for lange men fine sang om den østrigske prinsesse Sissi (ikke Sisi som der står i programmet), der skadede sig selv i kampen om evig ungdom, og blev udødeliggjort på film af Romy Schneider og Vicky Krieps.
Signe Egholm finder sin indre proletar frem som grovkornet tilråber, og selv bag en usædvanlig maskering genkender man Rikke Bildes usædvanligt smukke stemme – aftenens vokale højdepunkt. Leila Vestgaard får i mere end en forstand gang i spilledåsen med franske gloser som poetisk udløsning. Og så må vi endelig ikke glemme Tilde Maja Fredriksen, der er ganske overdådig vittig som neurotisk kunstnerinde, der forsøger at fremføre værket “La’ mig være” med et stadig mere aggressivt blik på tilskueren. En skøn påmindelse om denne vidunderlige skuespillerindes sans for det groteske og absurde.
Efter tre populære shows kunne de seks kvinder sagtens have nøjes med at lave et nostalgi-trip for gamle fans. Men den kunsteriske nysgerrighed er tydeligvis stadig til stede og hurra for det.
(Michael Søby)
