I Revykøbing alias Nykøbing Falster er det blev tid til Sommerrevy, og i år har revydirektør Mickey Pless hyret en af forestillingens faste stjerner Rasmus Krogsgaard til også at være iscenesætter. Det viser sig igen at være en god ide.
Rasmus Krogsgaard sørger for, at revyen fremstår som en professionel helhed og serveres i et dynamisk tempo omsluttet af Lars Rødbroes farveglade scenografi. Krogsgaard sætter også selv en høj standard som revykunstner – både som sanger, tekstforfatter og skuespiller. Det gælder ikke mindst i det indledende nummer i 2. akt, “De tre musikanter”, hvor han gør brug af melodien fra Agnes og Rødes bryllup i “Matador”. Resultatet bliver en herlig vise om tre af Folketingets mest problematiske skikkelser i det forgangne år.
Hvorvidt Karen-Marie Lillelund befinder sig på samme kunstneriske niveau denne aften kan diskuteres, men hun har en indlysende folkelig gennemslagskraft. Sjov er hun som et rapkæftet alternativ til Hilda Heick og som Bamse i en festlig fejring af underholdingen på DR – inklusiv Dansk Melodi Grand Prix.
Her møder vi også Henrik Lykkegaard i et uforglemmeligt portræt af Kirsten Siggaard, og i et andet nummer brillerer han som kvalm popsanger med en stadig mere nærgående tekst (morsomt skrevet af Henrik Lykkegaard). Desværre får han aldrig lov til at folde sit Joker-portræt i et skurke-medley tilstrækkeligt ud, men anslaget er godt og signalerer nye sider af Lykkegaards rige talent.
Kristine Yde, der tidligere på året leverede en af årets bedste vokale præstationer i Sting-musicalen “The Last Ship” på Østre Gasværk, får gjort lidt reklame for sin næste store teateropgave i “Lagt på frost”, men afbrydes desværre gentagne gange undervejs. Det er tænkt morsomt, men bliver i længden bare irriterende.
Lune Gordon Kennedy har en skæg men langvarig parodi på det dvaske tv-fænomen Anders Agger, og et rigeligt ambitiøst nummer om “Krejlerkongerne”, hvor han bl.a. morer som Ulla Terkelsen.
Revydirektøren Mickey Pless udmærker sig igen i år som en fortræffelig kapelmester for det glimrende orkester, men får også lejlighed til at synge en fin lille vise, der understreger at han også kan fortolke en smuk tekst – en hyldest til vor farverige verden – naturligvis forfattet af livskloge Leif Maibom.
De store overraskelser udebliver i år, men heldigvis er der tilpas mange små til, at også Nykøbing Falster Revyen 2025 synes dømt til succes.
(Michael Søby)

