SOMMERHUSET PÅ MOLS

★★★★☆☆

I et sommerhus på Mols mødes to søstre, Ellen (Elle) og Karen (Tanne). Den ene ukendt, den anden verdenskendt – men begge er barnløse enker og forfatterinder.

Dramatikeren Simone Isabel Nørgaards tekst tager udgangspunkt i et af søstrenes møder i SOMMERHUSET PÅ MOLS. 2. verdenskrig er slut og verden ligger tilsyneladende åben for dem.

Men hvor den ene trives bedst i den lille verden uden mennesker, nyder den anden sin verdensberømmelse og selskaber med berømtheder. Den ene har det bedst i sit sommerhus, den anden har altid følt sig mest levende på en farm i Afrika.

Forestillingen er udviklet efter ide og koncept af Nynne Karen Nørlund Steenild fra Teater Udsyn, der i samarbejde med Syddjurs Egnsteater har produceret forestillingen. SOMMERHUSET PÅ MOLS indgik også som en del af fejringen af dansk teaters 300-års jubilæum.

Nynne Karen Nørlund Steenild spiller selv Ellen overfor Anni Bjørns Karen og begge yder fine præstationer i Eva Maria Zachos nænsomme iscenesættelse. Men det er synd, at Anni Bjørn ikke får lov at spille hele rollen med Blixens stemme, men kun i et par citater lader os forstå, at hun sagtens kunne have gjort det.

Man har tilsyneladende været bange for, at Blixens stemme ville have været for monoton til en forestilling på en time, men det er en fejldisposition. For Blixen var ikke kun en glimrende fortæller i bogform, og Anni Bjørn har også tidligere vist, at hun formår at skabe nuancer i sproget, uanset hvad hun spiller.

Kan man abstrahere fra det indlysende irriterende ved, at Blixen ikke i til strækkelig grad lyder som Blixen, er der smukke momenter at hente i forestillingen, og ved at se Karen Blixen gennem søsterens øjne får vi også andre perspektiver på den store forfatterinde, og ikke alle lige flatterende.

Vil man vide mere, kan blandt andet finde en podcast på oplevsyddjurs.dk med titlen SOMMERHUSET PÅ MOLS og der vil løbende blive opdateret om andre arrangementer med relation til emnet på Teater Udsyns hjemmeside.