Den finske forfatterinde Tove Jansson er stadig mest kendt for historier om de milde hemmelighedsfulde Mumitrolde. En glimrende finsk spillefilm med titlen “Tove” kastede i 2020 nyt lys på hendes liv og karriere, og nu følger så Charlie McDowells fine filmatisering af Tove Janssons “Sommerbogen”, der udkom i 1972 efterfulgt af en dansk oversættelse fire år senere.
Der sker i grunden ikke ret meget i SOMMERBOGEN og alligevel alt. Tove Jansson vil have os til at dyrke roen og eftertænksomheden og åbne op for sanseligheden, og det har både filmens forfatter Robert Jones og instruktøren Charlie McDowell forstået.
Emily Matthews yder en lovende præstation som den lille Sophia, der har mistet sin mor. Sammen med sin travle og indelukkede far (den altid seværdige norske skuespiller Anders Danielsen Lie) skal hun derfor tilbringe sommeren på den lille finske ø, hvor hendes gamle farmor bor.
Der er meget i den selvstændige, usentimentale og frigjorte farmor, der minder om Tove Jansson, hvad de afsluttende dokumentariske optagelse understreger.
Glenn Close kroner karrieren med et mageløst portræt af den livskloge farmor. Når lille Sophia spørger hende, hvornår hun skal dø, svarer hun ligefremt “Snart”, og da hun ser, at sin sørgende søn tilsyneladende ikke har det store overskud til datteren, beder hun ham om, at gøre en ekstra indsats. “Jeg er her jo ikke for evigt.”
En af filmens mest magiske sekvenser indtræffer, da Sophia og hendes far er på udflugt, og farmor er alene på øen. Her ser vi nemlig ikke en ensom gammel kvinde, men en kvinde, der i den grad nyder sit eget selskab. Hun ryger, bader og går nøgen gennem skoven, og vi forstår, at hun virkelig nyder den del af sit liv, hun har tilbage. Man har svært ved at forestille sig en anden skuespillerinde end den 8-gange Oscar-nominerede Glenn Close spille den scene smukkere og med større værdighed.
Så giv dig hen til den fordybelse, som SOMMERBOGEN kræver, og du vil blive belønnet med en dejlig sommeroplevelse i lighed med den søde Sophias.
