Kay Pollak er i Danmark mest anerkendt for sine prisbelønnede børne- og ungdomsfilm fra 70’erne og 80’erne. “Elvis! Elvis!”, “Barnets ø” og “Elsk mig”. Efter 18 års pause fik han så et ganske sensationelt comeback med den spirituelle musikfilm “Som i himlen” (på svensk “Så som i himmelen”). Filmen blev en overrumplende publikumsucces, der kulminerede i en Oscar-nominering som bedste udenlandske film og bl.a. afstedkom en efterfølger i 2015 (“Så ock på jorden”) samt en scenisk musical-version.
Musicalen, der synes beslægtet med den danske musical “Oh Happy Day”, havde premiere på Oscars Teatern i Stockholm den 13. september 2018, men fik sidste år sin hidtil største opsætning på Malmø Opera, der næppe har runget mere af jubel, siden Abba-fyrenes “Kristina Från Duvemåla” blev den største succes i nordisk musikteaters historie.
Med en spillelængde på henved tre timer er SOM I HIMLEN – atter iscenesat af Edward af Sillén – også en lang affære på Operaens store scene i København. Hvor “Kristina Från Duvemåla” ikke kunne være et minut kortere uden at give afkald på det episke flow i Vilhelm Mobergs epos om “Udvandrene” og “Nybyggerne”, så måtte SÅ SOM I HIMMELEN godt være en smule kortere. Men det bliver aldrig for alvor et problem, fordi vi er i så godt selskab hele vejen.
Det er sin sag at følge efter Michael Nyquist, der havde hovedrollen i filmversionen, men Carsten Svendsen er ganske enkel formidabel som den international anerkendte dirigent Daniel Daréus, der efter et sammenbrud vender hjem til sin fødeegn i en svensk landsby. Her genvinder han troen på sig selv og musikken i et kapløb med tiden, da hans dage er talte.
Carsten Svendsen har næppe nogensinde sunget smukkere, og han finder den helt rette sjælfuldhed i sit portræt af den forpinte dirigent således, at præstationen også bliver det foreløbige højdepunkt i skuespillerkarrieren.
Næsten alle roller er fint besat, omend Christina Elisabeth Mørkøre, Nina Pressing og Nadin Reiness burde have fået mere hjælp med deres replikker.
Men ellers fungerer ensemblet godt – fra Sicilia Gadborgs næsten lidt for elskelige Lena og hjerteknuseren Mathias Hartmann Niclasen som den spastiske Thor til en sublimt syngende Maria Lucia Heiberg Rosenberg i rollen som Gabriella. Stefan Nilsson og Py Bäckmans “Gabriellas sang” bliver også i musicalversionen et musikalsk højdepunkt, og rollen som Gabriella bliver desuden en skuespilmæssig sejr for Maria Lucia Heiberg Rosenberg.
Skurkerollerne bliver næsten lidt for stereotype i denne opsætning, selvom Kristian Rossen og Jesper Lundgaard tilsyneladende gør, hvad de kan for at menneskeliggøre dem, men kun Troels Malling lykkes med det.
Betty Glosted, Lars Arvad og Jakob Højlev Jørgensen får alle maksimalt ud af deres biroller, og både Det Kongelige Kor og Kapel lever op til opgaven under ledelse af Tobias Sneh Durholm.
Fredrik Kempes toner rører os, og vi har endda stadig hans musical “Livet er en schlager” (baseret Susanne Biers Melodi Grand Prix-film) til gode i Danmark, men mon ikke både den også snart får en chance i Danmark?
Opsætningen af SOM I HIMLEN i Operaen er momentvis for sentimental, og lyden burde have været bedre på premiereaftenen, så alle ville have været i stand til at høre de stille passager i sangene.
Men der er næppe tvivl om, at SOM I HIMLEN får klassikerstatus. Fordi at den vover at beskæftige sig med livets store spørgsmål på en sober måde, fordi dens humor både er lokal og international, og fordi historien, sangen og musikken smelter sammen til en bevægende helhed.
(Michael Søby)
