Mute Comp. Physical Theatre og Det Mobile Teater har sammen skabt danseforestillingen SOLO (QUASAR), der p.t. gæstespiller på Teater V. Der er tale om en dansesolo udført af Kasper Ravnhøj, en af grundlæggerne bag Mute Comp. Physical Theatre, for 25 år siden.
Kasper Ravnhøj kan med denne forestilling også fejre 25 års jubilæum som danser, og med SOLO (QUASAR) trækker han tydeligvis også på sine rige erfaringer, både som teaterleder og danser, der har medførte både Reumert-nomineringer samt udenlandske gæstespil.
Med sig på scenen har han den fortræffelige accordionist Bužor Nenic, der med toner fra Balkan-områder lader musikken udvikle sig fra det stille og afventende til det ekspressivt dramatiske. En medrivende musikalsk kulisse, der tilfører forestillingen intensitet og lidenskab.
Kasper Ravnhøj skåner ikke sig selv, hvad de røde albuer og andre mærker på kroppen afslører. Når han kaster sig selv rundt og lander på gulvet med brag, så er det for alvor, og vi mærker, at den livshistorie, som han på sanselig vis får formidlet, rummer både smerte og ensomhed. Til tider næsten ubærlig i Ravnhøjs kun tilsyneladende selvdestruktive udfoldelser, men også med en betydelig dramatisk skønhed og en hypnotiserende virtuositet, der viser os to kunstnere, som stadig formår at yde deres ypperste.
(Michael Søby)