Den islandske instruktør Ninna Palmadottir får en overbevisende spillefilmsdebut med SOLITUDE (“Einvera”). På dansk er vi tilbøjelige til at oversætte “solitude” med “ensomhed”, men i modsætning til ordet “loneliness” er “solitude” en selvvalgt og accepteret tilstand, der i denne sammenhæng oversættes bedre med “enlig”.
Gunnar bliver af staten tvunget til at sælge sit gamle hus og flytte ind til byen. Selvom han modtager en betydelig kompensation, virker han som en fremmed i byen og har ikke lyst til at knytte nye bånd. Lige indtil Ari, et lille frisk avisbud insisterer på, at han får en gratis avis.
Ari bemærker, at Ari føler sig lidt til overs hos sine egne forældre, han er et lille koordineringsproblem, som ingen af forældrene formår at løse. Lige indtil en dag, hvor Ari får lov til at komme indenfor Gunnar, og de opdager en fælles interesse for at spille skak.
På grund af aldersforskellen bliver relationen mistænkeliggjort, og fordomme truer med at ødelægge den fine relation mellem Gunnar og Ari.
Prostur Leo Gunnarsson yder en blændende indsats som eneboeren Gunnar, og Hermann Samuelsson er et fund til rollen som den kække Ari, som finder en lille oase væk fra forældrenes splid hos den gamle særling i lejligheden overfor.
Runar Runarssons manuskript har både lune og empati med alle sine karakterer, og SOLITUDE formår på diskret vis at bevæge os takket være to meget forskellige skuespilleres forbilledlige samspil.
