SNEDRONNINGEN er ikke udelukkende en danseforestilling i royal indpakning på den store scene i Tivolis koncertsal. På Vendsyssel Teater er H. C. Andersens eventyr således blevet til en flot og forunderlig teaterforestilling for hele familien.
Astrid Pauline Schmidt, der tidligere på året modtog en talentpris-Reumert for sin indsats i Don Gnu-forestillingen “Stamina”, er en overraskende moden og muskuløs Gerda overfor den mere spage Kaj, som til forvirring for både børn og voksne bliver spillet af en dreng.
Bedre går det sært nok, når Søren Hauch-Fausbøll skal agere kvinde, men han er nu allersjovest som trippende fugl. Max Behrendt har tydeligvis ikke sin force i replikbehandling, men rent kropsligt er han ikke uden talent i diverse småroller.
Cecilie Sadolins sanselige musik og sang, bidrager positivt til den eventyrlige stemning, og Marianne Nilssons magiske scenografi bliver forestillingens egentlige stjerne.
Anna Schulin-Zeuthens største kvalitet som iscenesætter er billederne og akrobatikken, men rent vokalt burde hun have hjulpet de unge aktører mere. Det ændrer dog ikke ved, at SNEDRONNINGEN på Vendsyssel Teater fremstår som et ganske originalt bud på en klassiker, vi troede vi kendte til bunds.