H.C. Andersen skrev eventyret om Snedronningen i 1844, men teksten har vist sig levedygtig på så mange forskellige måder i de senere år, og denne vinter kan man opleve to store opsætninger med udgangspunkt i den gamle historie.
På Vendsyssel Teater er akrobatikken i fokus, mens koreografen Yuri Possokhov sørger for, at dansen står i centrum for den flotte genopsætning i Tivolis Koncertsal.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe er stadig ansvarlig for den eventyrlige scenografi, der aldrig glemmer Andersens forlæg. og vor farveglade dronning fortjener også ros for de eventyrlige kostumer. Som kunstner er dronningen blevet mere dristig med årene, og der har kun gavnet hendes talent. SNEDRONNINGEN fremstår således stadig som et højdepunkt i hendes kunstneriske virke.
Musikken til SNEDRONNINGEN var den første komposition til en helaftensballet for Nanna Øland Fabricius’ – også kendt som Oh Land, og den kan hun bestemt godt være bekendt. Dansemæssigt er der tale om en ensembleindsats med Tommy Edvardsen som en veloplagt H. C. Andersen (der dog næppe ville have sammenlignet den lille Kay med en zombie!).
Desværre havde Tivoli ikke tilstrækkelig styr på publikum. Man kan næsten ikke høre opfordringen til at slutte mobiltelefoner, og lyset fra de tændte mobiltelefoner og selvlysende ure forstyrrede mærkbart – uden at Tivolis meget sparsomme personalei i salen på eget initiativ greb ind. Voksne gnaskede megbragte sandwiches og talte højt og længe med hinanden undervejs, mens børnene prøvede at følge med i, hvad der foregik på scenen.
Selvom SNEDRONNINGEN er en familieforestilling bør man respektere kunstnerne på scenen, og det er ikke rimeligt, at de publikummer, der faktisk godt ved, hvordan man skal opføre sig i et teaterrum, må finde andre og dårligere pladser, mens de støjende bare får lov til at fortsætte, hvor de slap.
Det er ikke blevet nemmere med tiden, men Tivoli bør i højere grad påtage sig et ansvar for, at alle kan få mest muligt udbytte af forestillingen – uden at genere andre.
(Michael Søby)
