Så er det blevet århusianernes tur til at nyde Nicolei Fabers fabelagtige iscenesættelse af H. C. Andersens SNEDRONNINGEN bearbejdet af Kim Fupz Aakeson med kærlighedens kraft som forestillingens røde tråd.
Selv ikke Benjamin La Cours fuldkommen overdådige scenografi, Ja Films storslåede videografik eller Ida Marie Ellekildes fantasifulde og farverige kostumer kan overstråle Laura Skjoldborgs portræt af den lille Gerda. Hun formår at forene rollens klassiske snit med en forfriskende modernitet, fordi hun på poetisk vis lader os forstå, at den lille pige vi møder i starten til slut er blevet en ung kvinde. Hendes glødende spil står i flammer til sidst, så vi i den grad mærker kærlighedens kompromisløse vigtighed.
Alvin Olid Bursøe er med sin lille tophue nuttet som den velvoksne Kay og skæg som besløjfet prins, og Mille Lehfeldts tager sig ud som en frysende flot Snedronning, der svæver ubesværet rundt i luften omgivet af imponerende lyseffekter.
Helt vidunderlig er gensynet med Mette K. Madsen, hvad enten hun agerer krage og finnekone. Hvor har vi savnet hendes helt særlige lune i dansk teater.
Er sange og navnlig sangteksterne ikke helt på niveau med det, vi ser på scenen, så gør det heldigvis mindre. Marie Koldkjær Højlund og Anders Bolls kompositioner har heldigvis også virkningsfulde momenter – især som underlægningsmusik.
Nicolei Fabers SNEDRONNINGEN henvender sig mere til voksne end til mindre børn, som også burde være i seng længe før, at forestillingen er slut. Eventyrligheden i Fabers vellykkede opsætning af SNEDRONNINGEN kan dog ikke undgå at påvirke alle, der oplever den, og hvis der er noget, som vi kan bruge lige nu, så er det netop eventyrlighed.
(Michael Søby)
