Er SNEDRONNINGEN H. C. Andersens mest geniale eventyr? Det synes i al fald at have potentiale til at inspirere på tværs af kunstarterne og til alle tider.
Kim Fupz Aakeson er sluppet godt fra sit manuskript ved at tro på kærlighedens kraft. En kraft, der er så stærk i Det Kongelige Teaters gloriøse opsætning i Ulvedalene, at selv ikke Benjamin La Cours fuldkommen overdådige scenografi kan drukne den, og det skal den da heller ikke. Hvis nogen stadig tvivler på Benjamin La Cours internationale format, så gak til Ulvedalene, hvor hans magiske vinterlandskab sætter nye standard for, hvad man kan i de dejlige ulvefrie Ulvedale.
Bevars – han får hjælp af Ja Film til sit storslåede videodesign, hvor Mille Lehfeldts flotte frysende kolde Snedronning svæver ubesværet rundt og Ida Marie Ellekildes fantasifulde og farverige kostumer bidrager i den grad også til at gøre forestillingen til en entydig visuel fornøjelse. Men Benjamin La Cours billedskabende ramme er en forudsætning for den smukke symbiose med de naturskønne omgivelser, og også på den front lykkedes forestillingen sublimt.
Er sange og navnlig sangteksterne ikke helt på niveau med det, vi ser, så gør det heldigvis mindre, og Marie Koldkjær Højlund og Anders Bolls kompositioner har det også virkningsfulde momenter – især som underlægningsmusik.
Men uden den rigtige Gerda i forestillingens centrum kunne det hele være lige meget. I Laura Skjoldborg har iscenesætter Nicolei Faber fundet den helt rigtige Gerda. Fordi hun formår at forene rollens klassiske snit med en forfriskende modernitet, fordi hun på poetisk vis lader os forstå, at den lille pige vi møder i starten til slut er blevet en ung kvinde og fordi hendes glødende spil til sidst står i flammer, så vi i den grad mærker kærlighedens kompromisløse vigtighed. Intet under at Nicolai Faber ved de afsluttende fremkaldelser styrtede op til Laura Skjoldborg og gav hende den største krammer.
Andre har bestemt også ære af deres medvirken. Simon Mathew gør god fyldest som fortællende isdjævel med tre herligt håbløse djævleunger på slæb. Jela Natius Abildgaard giver et muntert bud på den forkælede prinsesse, og Alvin Olid Bursøe er ret nuttet som den velvoksne Kay og skæg som besløjfet prins. Anton Hjejle formår at more, hvad enten han skal agere hofmarskal eller drillepind og Tine Gotthelf viser en ikke ubetydelig alsidighed blandt andet som krage og finnekone.
Nicolei Fabers SNEDRONNINGEN henvender sig mere til voksne end til mindre børn, som også burde være i seng længe før forestillingen er slut. Eventyrligheden i hans vellykkede opsætning af SNEDRONNINGEN kan dog ikke undgå at påvirke alle, der ser den, og kors hvor har vi brug for den lige nu.
(Michael Søby)
