SMØLFERNE – FILMEN

★★★☆☆☆

Smølferne er tilbage, og selvom det er uden Johnny Reimar, så er der alligevel en lille hilsen til den 82-årige sanger indlagt i filmen.

Den erfarne animations-instruktør Chris Miller, der opnåede en velfortjent Oscar-nominering for sin festlige opdatering af historien om ”Den bestøvlede kat”, har på baggrund af et manuskript af Pam Brady formået at forny Smølfe-universet uden at forråde det.

Hovedkarakteren Ingensmølf låner i originaludgaven stemme af den populære tv-vært James Corden, og Melodi Grand Prix-vinderen Jesper Groth viser sig at være et rigtigt godt valg til den danske version, da hans nørdede charme og udmærkede sangstemme kommer til sin ret i netop den rolle.

Jens Jacob Tychsen krukker, som kun han kan, som de fæle brødre Gargamel og Razamel, og Pernilla Højmark er i sit es som Mama Fjums. Nævnes bør også Kurt Ravn, der tilfører rollen som Gammelsmølf lune såvel som livsvisdom.

SMØLFERNE – FILMEN kan ikke kaldes stor filmkunst, men den er ganske hyggelig, og trods begrænsninger i formatet må den alligevel kandidere til titlen som den hidtil bedste smølfe-film.