August Bournonvilles SYLFIDEN inspirerede faktisk George Balanchine til at skabe SKOTSK SYMFONI, der ligesom SYLFIDEN udspiller sig i det skotske højland. Derfor giver det faktisk også mening, at netop disse to balletter spilles i samme program på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, der i sig selv er et besøg værd.
Når man vælger at begynde med SKOTSK SYMFONI, selvom rent kronologisk burde have været omvendt, så kan det være fordi, at SKOTSK SYMFONI trods mange kvaliteter er en lille letvægterpå en halv times tid, som man bedst nyder som en visuel og musikalsk aperitif, inden hovedmåltidet.
Felix Mendelssohn Bartholdys toner smyger sig ind i vore ører, mens en flot og fyrig Sebastian Pico Haynes fører an i det smukt dansende ensemble.
Mikael Melbye har i såvel scenografi som kostumer ladet sig inspireret af farverne i den skotske natur. SKOTSK SYMFONI fungerer således glimrende som optakt til det romantiske mesterværk SYLFIDEN.
Nikolaj Hübbes version af SYLFIDEN havde premiere i 2020, og repremiere d. 2/9 2023. Det er ikke premiereholdet, der danser denne aften, men det burde det måske have været, eftersom samtlige medvirkende yder deres ypperste. Ingen af Den Kongelige Ballets dansere formår p.t. at finde mere poetisk udtryk for længsel og afsagn end Jón Axel Fransson i rollen som James. Hver en fiber i hans islandske krop emmer af vemod, for så i næste øjeblik at lyse og løfte sig i nogle begejstrede spring, da han atter er i selskab med sin sylfide.
Det forstår man også godt, for Wilma Giglio tegner et charmerende portræt af den på en gang sværmeriske og flyvske Sylfiden. Hun får kamp til stregen af Esther Lee Wilkinson, Odense Teaters nye huskoreograf, der giver heksen Magde sin helt egen magi – uden at vi kan glemme Kizzy Matiakis’ prisbelønnede indsats i samme rolle i 2020. Nævnes må også Nico Janssen i rollen som Gurn, James’ rival. Ingen tvivl om, at vi kommer til at se mere til den iltre rødhårede danser i de kommende år.
Anja Vang Kragh og Mia Stensgaards scenografi og kostumer forekommer mere sanselige end dem vi var vidne til i den første ballet, men de mange detaljer og farvenuancer truer næsten med at stjæle opmærksomheden fra de medvirkende. Større enkelhed kunne muligvis have forøget skønheden i klæder og kulisser såvel som i dansen.
Dirigenten Martin Yates har godt styr på Herman Severin Løvenskiolds betagende musik, selvom Det Kongelige Kapel må siges at have formidlet musikken med endnu større lidenskab og poesi tidligere.
Hver for sig er SKOTSK SYMFONI og SYLFIDEN en fornøjelse – sammen er de uimodståelige. Ikke ulig James og hans sylfide.
(Michael Søby)
