SKOLEKOMEDIEN

★★★★★☆

Christian Lollike er tilbage på Aarhus Teater, denne gang med en farverig satire rettet mod vor tids destruktive skolereform, et inferno for både lærere, forældre og ikke mindst eleverne.

Simon Mathew kæder historier om mønsterlærerinden Annette sammen som forestillingens musikalske klovn – en pendant til hans emcee-rolle i musicalen “Cabaret”, men uden farlighed, selvom stemmen stadig fænger.

Annette-rollen varetages af tre skuespillerinder: Carla Eleonora Feigenberg er den yngste Annette, og med sin indsmigrende positivisme den mest irriterende. Mette Døssings Annette er den frustrerede og stadig mere aggressive, mens Anders Baggesen fremstår som en mere resigneret udgave af Annette, der har erkendt, at problemerne i Folkeskolen kun er blevet mere omfattende.

Mette Klaksteins opkørte skoleleder og Christian Hetlands håbløse “pædagogiske” konsulent lader alt håb ude med hensyn til Folkeskolens fremtid, og blandt de mange uinspirerede og dorske elever gør især Anne Plaugborg, Emil Busk Jensen og skuespillereleven Kasper Krassimir Jensen sig positivt bemærket.

Franciska Zahles i mere end een forstand klasse-delte scenografi og hendes spraglede kostumer, der afspejler skolepåklædningens udvikling, udgør tilsammen et både bizart og absurd univers:

Et skolehelvede, hvor magthavernes hykleri og inkompetence er til at få øje på.

(Michael Søby)