SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL

★★★★★☆

Jean Cocteaus filmklassiker “La Belle et la Bête” fra 1946 var en af inspirationskilderne bag Disneys gloriøse “Beauty and The Beast”, der blev den første animationsfilm, som opnåede en Oscar-nominering som bedste film og som i tilgift satte rekord med tre Oscar-nomineringer i kategorien for bedste sang. 

Dette måtte naturligvis udløse en scene-version, der fik Danmarkspremiere med amerikansk titel på Det Ny Teater i 2014 med Maria Lucia Heiberg Rosenberg i en prisbelønnet indsats. Nu er musicalen tilbage på det danske teaterrepertoire, og den nye titel SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL indikerer i endnu højere grad en  familievenlig forestilling.

Benjamin La Cour, der allerede har skabt en mageløs scenografi i Ulvedalene i forbindelse med Det Kongelige Teaters storslåede opsætning af “Snedronningen”, fylder nu teatrets smukke Gamle Scene med eventyrlig magi, der blander overdådige kulisser med raffinerede videoprojiceringer og forbløffende illusion design.

På premiereaftenen var der problem med åbningsscenen, hvor en unavngiven fortæller præsenterer os for en lidt forhastet udgave af forhistorien, tilsyneladende speaket i en æske og i passager overdøvet af Alan Menkens vidunderlige musik under ledelse af kapelmester Thomas Møller. Men det får man forhåbentligt styr på snarest.

Johanne Milland har som Belle en dejlig jordnær charme, som publikum kan relatere til, og især efter pausen formår hun at folde sig vokale kunnen ud. Kenneth M. Christensen, der var uforglemmelig morsom i et prisbelønnet portræt af den selvfede Gaston i den første danske version på Det Ny Teater i 2014, er et mandigt og følsomt udyr. Ganske rørende i sin afmagt, da kærligheden fortryller ham, og med magtfuld stemme i sit store solonummer. 

Christopher S. Rørmose får et personligt gennembrud som Gaston med flot stemme og muskler så store, at han også selv kan blive bange for dem. Han sekunderes vittigt og fiffigt af Mikkel Moltke Hvilsom, der for nogle år siden brillerede som Chaplin i musicalen af samme navn ifm. en pragtopsætning i Varde.

Carsten Svendsen har den vanskelige opgave at træde i fodsporene på Preben Kristensen, der oplevede en personlig succes i rollen som Lumiere anno 2014. Men Carsten Svendsen formår i den grad at gøre rollen til sin egen, og kan både synge, danse OG charmere med fransk accent (en kær hilsen til Cocteaus franske film fra 1946), at han slet ikke kan undgå at blive en publikumsfavorit. 

Joachim Knop udmærker sig i rollen som Cogsworth, og den originale danske Cogsworth, Kristian Boland, gør også denne gang god fyldest – denne gang som Belles gamle far. Sofie Lassen-Kahlke er mere spag i rollen som Mrs. Potts. Hun synger den Oscar-belønnede titelsang kønt – omend lidt anonymt. Men Howard Ashman og Tim Rices poetiske tekst til “Beauty and the Beast” får altså mere dybde og livskundskab, når den synges af en ældre skuespillerinde med større patina i stemmen jvnf. Angela Lansburys definitive version fra animationsfilmens originale lydspor.

Den oprindelige koreografi af Miles Hoare er blevet revitaliseret af Kim Ace, og kommer for alvor til sin ret i det forrygende nummer “Vær vor gæst”, der samtidig giver kostumedesigneren Camilla Bjørnvad lejlighed til at lufte en række fantasifulde kostumer.

Lion Musicals og Live Nation har sammen med den kreative executive producent Thomas Langkjær og instruktøren Samuel Harjanne formået at løfte opgaven, så en ny generation af børn og barnlige sjæle kan nyde den bedste af alle Disney-musicals på den danske nationalscenen. Det er der grund til at fejre, og det gør man bedst ved fluks at købe billetter til dem, man holder af – og en enkel til sig selv.

SKØNHEDEN OG UDYRET – THE MUSICAL spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene indtil 9. august, hvorefter den drager på turné rundt i landet.

(Michael Søby)