Årets vikingespil i Jels handler om SKJOLDUNGEN Gram, og er forfattet af Brian Wind-Hansen, der i mange år har skrevet prisbelønnede historiske dramaer til Teatret Møllen i Haderslev. Denne gang har han dramatiseret en fortælling fra Danmarks Krønike i N. F. S. Grundtvigs oversættelse.
Den Reumert-belønnede og Bodil-nominerede skuespiller Ole Sørensen har påtaget sig den store opgave som iscenesætter, og det kan de gæve vikingespillere i Jels godt være tjent med. I hans hænder bliver SKJOLDUNGEN til et generationsoprør, men også en udviklingshistorie om at vokse med sit ansvar.
Forestillingen forekommer rigelig tung i starten, og især nogle af de ældre skuespillere inklusiv fortælleren kunne med fordel sætte tempoet i vejret, ligesom en del replikker også kunne falde hurtigere – uden at det behøver at gå ud over diktionen.
Johanne Eggerts scenografi forekommer effektiv, men ligner også meget noget, vi har set før, og det er ikke nødvendigvis en fordel. Pyrotekniker Morten Kofoed og fægteinstruktør Bo Thomas sørger dog fra tid til andet for nogle dramatiske indslag, men det er især forestillingens unge, der med deres gå-på-mod og spilleiver fanger vores opmærksomhed.
I titelrollen er Mikkel Vandkær ligefrem et fund. Han har både energien og formatet til den unge rebel, der må gøre sig fri fra sin far kongen for at blive en mand. Men Mikkel Vandkær tør også vise en mere følsom og empatisk side af sit talent undervejs og det klæder både rollen og ham.
Publikum får også mulighed for at vise, at de er rigtige vikinger, for enhver der kan spise al den lækre mad i de generøse picnickurve er en sand viking.
Man skal dog være opmærksom på, at forestillingen er ikke vare 2 timer og 30 minutter, som oprindeligt oplyst, men derimod snarere to timer og tre kvarter, og muligvis længere, hvis vejret driller.
Derfor bør det være tilgiveligt, hvis nogle af tilskuerne må forlade Jels Vikingespil før tid, men heldigvis findes Grundvigs oversættelse på flere af landets biblioteker, og så spiller forestillingen frem til 21. juli., så mon ikke vi får en lun sommeraften igen, inden det er for sent?
(Michael Søby)
