Ved Hudson floden i New York finder man et gammelt gotisk fængsel ved navn SING SING. De fleste indsatte er livstidfanger dømt for mord. Her gjorde man et forsøg med at skabe et teaterprojekt i håb om at forbedre de indsattes sociale evner, for som en fra ledelsen fastslog, så var det ikke de ansattes opgave at straffe folk, for det faktum, at de indsatte skal sidde i fængsel i resten af deres liv er straf nok i sig selv.
Teaterprojektet virkede, det var betydelig færre sammenstød mellem de indsatte undervejs og efterfølgende, og førte ikke blot til skuespillet “Breakin’ The Mummy’s Code” af Brent Buell, der faktisk blev opført udenfor SING SING, men også til John H. Richardsons artikel “The Sing Sing Follies” (A Maximum Security Comedy) i det traditionsrige mandeblad Esquire.
Det førte til filmen SING SING, der tidligere på året modtog tre Oscar-nomineringer inklusiv bedste manuskript efter andet forlæg forfattet af Clint Bentley, Greg Kwedar, Clarence Maclin og John Divine G Whitfield.
Greg Kwedar har også instrueret SING SING, der var med i opløbet om en nominering som bedste film, og hans medforfatter Clarence Maclin har også modtaget megen anerkendelse for at spille sig selv (Clarence ‘Divine Eye’ Maclin), en af de indsatte, der fik sit liv forandret af at medvirke i teaterprojektet.
Også Abraham Alexander og Adrian Quesadas fine sang “Like a Bird” opnåede en Oscar-nominering i lighed med Colman Domingos hjertegribende hovedrollepræstation. Sidste år modtog Colman Domingo også en Oscar-nominering som den politiske aktivist “Rustin”, der var en af Martin Luther Kings nærmeste allierede, men Rustins indsats blev i mange år fortiet på grund af hans åbenhed omkring sin homoseksualitet.
Men måske har Colman Domingo aldrig været bedre end som Divine G., der sidder fængslet i SING SING for en forbrydelse, som han ikke er skyldig i. Via den teatergruppe, som han skaber for og med andre indsatte, finder han alligevel en livskvalitet, som hjælper ham med at overleve.
En lang række af de medvirkende er tidligere indsatte, der bidrager til at gøre SING SING til en næsten enestående film, der dog står i gæld til brødrene Paolo og Vittorio Tavianis guldbjørn-vindende mesterværk “Cæsar skal dø” (“Cesare deve morire”) fra 2012. Rent visuelt bærer SING SING mere præg af historiens teatralske udgangspunkt – på godt og ondt vil nogen sikkert mene?
Men man skal have et hjerte af sten, hvis man vil undgå at blive bevæget af disse hårdtprøvede mænds forsøg på at finde blot en smule indhold i en fastlåst fremtid.
