Ungdomsforestillingen SIMILI, der pt. spiller på Aveny-T, er produceret af Ava, der betegner sig selv som “et tværæstetisk performativt samarbejde med animationsteatret som omdrejningspunkt.” I dette tilfælde er centrumsfiguren en art Robot-dukke, som med Astrid Kjær Jensen som dukkefører næsten bliver levende, men som titlen antyder kun næsten.
Forestillingen vil tilsyneladende minde os om det kunstiges begrænsninger, men det har H. C. Andersen allerede gjort med betydelig større klarhed i sit uopslidelige eventyr om “Nattergalen”.
Dramatikerne Gry Stokkendahl Dalgas, Anders Søgaard og Caspar Eric har formodentlig alle forestillet sig en verden styret af kunstig intelligens, men egentlig dramatiske scener har de ikke for alvor kunne omsætte deres overvejelser til.
Vi må derfor nøjes med en prætentiøs tekst, som iscenesætteren Ida Katinka Fridan Pedersen ikke for alvor formår at gøre levende, om end hendes akrobatiske koreografi til danseren Marcus Alexander Roydes momentvis afslører hendes og hans dygtighed.
Victor Nuno Lyses lys- og lyddesign fastholder os i et særegent sci-fi univers mere end det forløser os, og hverken Elena Biners dekorationer krydret med Jens Ole Árnasons blafrende tekstiler eller Oliver Kincaids fængende men uafklarede musik går i symbiose med forestillingens øvrige bestanddele.
SIMILI kan måske ikke direkte kaldes for en fiasko, men mere end en skuffelse er den desværre heller ikke.
(Michael Søby)
