★★★★★☆
Tre strygere, en harpe, et klaver og en samling slagtøj. Instrumenter, der sammen med den menneskelige stemme giver nyt liv til de tekster, der betød så meget for folkesangeren Ingeborg.
Hvem var Ingeborg? Via iscenesætteren Giacomo Ravicchios videocollage på fire videoskærme får vi et indtryk af en hårdt
prøvet kvinde, der voksede op som uønsket horeunge – med både blå og brune mærker på kroppen som bevis. En landbokvinde, der gjorde rent i kirken, hvor manden spillede orgel, men som genkendte sig selv i folkemusikken. Udsagn fra et af fortidens vidner blandes med lydoptagelser af en moders og en datters fortolkninger af denne musik. Enkle melodier understøtter klare tekster oftest uden morale men med sjove sproglige krøller på de sædvanligvis grumme historier.
Mauro Patricellis nyfortolkninger af disse sange ligner ikke folkemusik, men må snarere betegnes som moderne opera. Det vil måske nok støde en del krakilske fans af folkemusikken, men er dog et spændende bud, der får os til at lytte til teksterne på en ny måde. Og som det også siges på en af skærmene, så skal man ofte høre en sang mere end een gang førend teksten går op for een.
Xenia Lach-Nielsen – meget sigende iført prinsessekjole og gummistøvler – viser en ny side af det vidt favnende talent som den unge Ingeborg. Musikken stiller store krav til hendes vokale formåen, men hun mestrer alle udfordringer og resultatet bliver en betydelig kunstnerisk sejr for hende og for det lille orkester. Man får helt lyst til at høre flere af disse folkesange – gerne også i mere traditionelle udgaver – og så har Ingeborg da opfyldt sin mission.