DE UDVALGTE

★★★★☆☆

Katrine Philp har lavet en tankevækkende dokumentarfilm, der sætter fokus på udvælgelsen af de såkaldte kvoteflygtninge. Vi følger en række af de mennesker i processen frem til deres godkendelse, og får samtidig et lille kig indenfor hos beslutningstagerne.

Det fine ved Philps film er den afdæmpede tone. På trods af det følsomme emne, forfalder Philps aldrig til følelsesladede angreb på myndighederne. Målet er derimod den grundlæggende lovgivning, som da også er blevet kritiseret fra flere sider uden at det har haft nogen konsekvens. For det er åbenbart stadig ikke politisk vilje til at hjælpe dem, der trænger mest, og man vælger istedet at hjælpe dem, der koster samfundet mindst muligt.

Philp virker selv klar over, at filmen havde fået en anden vægt, hvis den havde fokuseret på de fravalgte, men det skulle skade de pågældende ansøgere ? Det havde man gerne fået en mere uddybende forklaring på ligesom man savner informationer om hvorfor en asiatisk mor efterlod sine børn i deres fødeland. Istedet får vi lidt for mange mobilsamtaler med de pårørende.

Philp er dog for begavet en instruktør til at lade det hele ende i det rene følelsesporno og DE UDVALGTE munder heldigvis ud i en sympatisk hilsen til de afviste. Lad os håbe at Philp får mulighed for at skabe den film, for det kan ikke være rimeligt i et land som Danmark, at ansøgerne skader deres sag blot ved at udtale sig.