Malmø Opera – Vekstan
★★★★★☆
Giuseppe Verdis LA TRAVIATA som kammerspil ? Ja, hvorfor ikke? Francesca Maria Piaves libretto bygger jo på en god historie,
Alexandre Dumas "Kameliadamen". Instruktøren Robin Norton-Hale lader i højere grad sangerne træde i karakter end man oplever det i mere ødsle opsætninger, og det gør, at vi denne gang føler os tættere på figurerne.
Nina Fransson har med enkle scenografiske greb skabt et smukt scenebillede, hvor et gennemsigtigt forhæng foran de tre kvindelige musikere samt et par henslængte tæpper på elegant vis skaber et nyt rum. Hendes 20-kostumer sidder også lige i øjet på trods af de medvirkendes meget forskelligartede fysiognomi.
De fem sangere på scenen gør det alle glimrende. Karolina Andersson vokser gradvist i tragisk format og klarer alle de
sanglige udfordringer forbilledligt. Og er Per-Håkan Precht ikke indbegrebet af den unge elsker rent fysisk, så kan han synge med ægte lidenskab, der får os til at tro det.
Helt fremragende tegner Bengt Krantz sin imposante faderskikkelse, og formår at vise en ægte menneskelighed bag det strenge ydre, da tragedien indtræffer. Stemmen har både styrke og glød, og rollen bliver en stor personlig sejr for Bengt Krantz. Men også Natalie Hemborg og Jens Persson bidrager positivt til denne usædvanlige operaaften.
Mange vil sikkert på forhånd have foretrukket en stor klassisk opsætning, hvor Verdis udødelige toner ikke udsættes for jazztakter. Men det paradoksale er, at netop dette greb gør, at vi hører musikken på en ny måde, der virker forfriskende, og skærper vores sanser. Derfor kan man roligt tage chancen og begive sig til denne LA TRAVIATA for at genopleve dette hovedværk i operaens historie.
