★★★★★☆
Efter en noget skrøbelige sæson danner Det Kongelige Teaters såkaldte Røde Rum atter rammen om en både sprogligt og skuespillermæssigt veloplagt forestilling.
Med udgangspunkt i Christina Hagens anmelderroste digtsamling af samme navn får vi en række uhyggelige og uhyggeligt morsomme eksempler på hvide kvinders møde med fremmede kulturer. Især mændene kan få sindene i kog, men den hvide kvinde lader sig ikke sådan intimidere.
Ikke bare hendes sprogtone virker nedladende, men også ordvalgene. Morsomt har man benyttet sig af Hagens
bevidst forsimplede ordvalg, som pigerne benytter for at gøre sig forståelige i det fremmede. Men det er "ingen dans på den rose" at være hvid pige på rejse, for når man mere eller mindre nøgen kravler op af poolen, så kigger alle de klamme mørke mænd underligt nok efter en.
WHITE GIRL spider præcist den hvide verdens selvtilstrækkelighed og arrogance. Vi vil godt være imødekommende, men gud nåde og trøste dem, hvis alle andre ikke reagerer, som vi forventer. WHITE GIRL skildrer disse kultursammenstød mere nuanceret, end man måske umiddelbart kunne tro, for pigerne får virkelig en grel behandling nogen steder. Men de møder også de fremmede kulturer med fordomme og komplet uforberedte på, hvad
en hvid kvinde repræsenterer i en farvet kultur.
Ida Cæcilie Rasmussen fremstår i flere scener som selve indbegrebet af den forkælede blondine, mens Johanne Louise Schmidt besidder en mere imødekommende fremtoning, for på et split sekund at kunne eksplodere, når hun føler sig trængt. Marie Dalsgaard låner især krop og ansigt til forsmåede kvinders desperate søgen efter kærlighed og de grimme udtryk, det kan afstedkomme, når de ikke finder den eneste ene. Musikalsk suppleres de overdådigt af Martin Ullits Dahl, der ikke blot mestrer en række instrumenter, men også formår at fremstille overbevisende verdensmusik.
Samlet set en uovertruffen kvartet, som Rune David Grue har instrueret med stor opfindsomhed. Så gør det mindre, at tematikken efterhånden ligner hinanden lidt for meget i enkelte scener, når de hvide piger atter beder de farvede mænd om at skamme sig.
WHITE GIRL varer kun lidt over en time, men man føler sig både underholdt og beriget under såvel som efter forestillingen.
