BEFORE MIDNIGHT

★★★★☆☆

Richard Linklater (instruktøren bag den mesterlige "Me and Orson Welles) vandt i 1995 en sølvbjørn på filmfestivalen i Berlin for en moderne romance med titlen "Before Sunrise". 9 år senere lod han sine to hovedkarakterer mødes igen i filmen "Before Sunset", og det udløste en Oscar-nominering for bedste originalmanuskript til deling med bl.a. hans to stjerner Ethan Hawke og Julie Delpy. Så mon ikke Linklater og co. har god mulighed for at hjemtage Oscar’en denne gang, eftersom BEFORE MIDNIGHT faktisk er den bedste af de tre film samtidig med at den så uanstrengt knytter an til de to første film.

Det hjælper også gevaldigt, at Ethan Hawke har udviklet sig til at være en mere tilbagelænet og afslappet skuespiller. Julie Delpys hysteriske anfald har fået mere krop, hvilket klæder både dem og hende, og så må man ikke underkende gensynets glæde, den sentimentale faktor.

Der snakkes fortsat mere end i selv den mest støjende Woody Allen-film – og måske mere litterært end godt er. Inspirationen synes at være hentet fra Eric Rohmers poetiske univers, hvor man også fra tid til anden fik lyst til at bede de medvirkende om at holde kæft.

Men Richard Linklater og hans skuespillere er også blevet ældre og mere favnende, og det smitter af på publikum. BEFORE MIDNIGHT har trods alt en rummelighed, der gør, at man gladelig bære over med de lidt for velorkestrerede talestrømme.

Graham Reynolds melodiske underlægningsmusik og en kær præstation af Seamus Davey-Fitzpatrick som sønnen Hank medvirker til, at vi vælger blot at nyde filmen, som var den det sidste glas hvidvin på den sidste sensommeraften.