I AM BREATHING

★★★★☆☆

ALS (amyotrofisk lateral sklerose) er navnet på den stadig mere udbredte lidelse, som I AM BREATHING sætter fokus på. Her møder vi Yorkshire-gutten Neil i den sidste fase af hans liv, hvori han forsøger at indstille sig på, at han skal dø
samtidig med, at han prøver at forberede sine omgivelser på det. Ikke mindst drengen Oscar optager hans tanker meget, og lige indtil sin død, formåede Neil at kommunikere sine tanker på en blog, der berørte mange.

Instruktørerne Emma Davie og Morag McKinnon går helt tæt på i deres beskrivelse af Neil og hans relation til konen og barnet. Og som tilskuer får man det indtryk, at det trods sygdommens grusomme karakter, der betyder et gradvist men hurtigt tab af sansernes fulde brug, alligevel er muligt at have et værdifuldt liv helt frem til sin død. Man fyldes af beundring ikke bare for Neil, men også for hans stilfærdigt heroiske kone. Scenen hvor den lille søn Oscar går ind i det værelse, hvor far plejede at sidde, men hvor der nu kun er et par ledninger tilbage fra det udstyr, der holdt farmand i live, forekommer ubærlig. Og selv den diskrete underlægningsmusik i filmens sidste scener bliver for meget. Men I AM BREATHING er ikke desto mindre en uafrystelig intim oplevelse.

I AM BREATHING, der har dansk co-producent (Sigrid Dyekjær), vises fredag den 21. juni kl. 17 på GLOBAL AWARENESS DAY i Nationalmuseets biograf.