NYKØBING F. REVYEN

★★★★☆☆

Efter det succesfulde jubilæum sidste år kunne man godt være bekymret for, om det nu var blevet hverdag igen for Nykøbing F. Revyen. Men tag ikke fejl, i Nykøbing F. forstår man stadig at feste.

Flemming Krøll disker atter op med flere af sine populære karakterer, men kaster sig også veloplagt ud i et par festlige viser bl.a. overfor energibundet Pernille Schrøder. Et uimodståeligt indslag med latino-rytmer og en dværg-udgave af Henrik Lykkegaard tager dog pjanke-prisen.

I det hele taget forekommer årets revy uhyre musikalsk i Joy Maria Fredriksens lydhøre iscenesættelse, selvom en bearbejdet Falster-version af årets Grand Prix-vinder ikke fungerer optimalt. Mette Mackmann har ikke helt samme format som de øvrige. Hun danser godt og giver revyen et strejf af ungdom, men humoren virker en smule forceret. Hendes Helle Thorning parodi når f.eks. aldrig samme nivau som Ditte Hansens ditto i Cirkusrevyen, men det skyldes nu også teksten.

Forestillingens ubestridte stjerner er de to sympatiske Henrik’kere med efternavnene Lykkegaard og Kofoed. Først vælter de salen med deres præcise parodier på TV-fænomenet Blachman og denne gæst: Jørgen Reenberg (!), og i anden akt løfter taget sig, da de som Dronning Margrethe og Prins Henrik havner i luksusfælden. Uanset hvad Lykkegaard og Kofoed rører ved, bliver de aldrig platte og det er virkelig en fornøjelse at nyde to så sofistikerede "proffer" folde sig ud sammen i sjov og sang.

Også individuelt er de en gevinst for revyen. Lykkegaard udviser betydelig ynde som forfulgt lærer og selvom ideen til visen "Det går galt" strengt taget synes bedre end teksten, så giver Henrik Kofoed den en virkelig pusseløjerlig fortolkning, der morer. Hans næsten ordløse birolle som tjener i Jacob Webles "Sig det med en sang" er tilmed sublim karakterkomik.

Et af revyens mest charmerende numre omhandler en lille ønskebrønd, hvor man blot ved at kaste en mønt i brønden kan få udskiftet sin mage til en yngre model – dog ikke uden omkostninger. Denne ordløse næsten balletagtige sketch viser, at NYKØBING F. REVYEN 2013 også rummer elegance og sødme.