CLARA – INDRE STEMMER

★★★★☆☆

Clara Schumann har faktisk optrådt på Hofteatret i København, så derfor forekommer det indlysende rigtigt, at netop dette atmosfærefyldte teaterrum danner rammen om en forestilling om Clara Schumann.

Den tyskfødte skuespillerinde Katrin Weisser låner autencitet til rollen, og det gør mindre at man er i tvivl om et par gloser, når accenten er ægte. I Katrin Weissers fremstilling bliver Clara Schumann en kvinde med såvel indre som ydre skønhed. Der er en alvor og et engagement i præstationen, som fænger.

Man kan mene, at teksten snarere er en samling informationer om ægteparret Schumann og deres relation til husvennen Brahms end en egentlig dramatisk tekst. Men hvad forestillingen mangler i fremdrift, har den heldigvis i poesi.

Mette Borgs iscenesættelse bliver dog i længden lidt for nydelig og forudsigelig, en eksponent for den gode smag. Det havde klædt forestilingen, hvis Claras lidenskab og vrede i højere grad havde smittet af på formen, så det samlede resultat i højere grad nåede udover det kønne og velanrettede. For dramaets store følelser ligger jo lige til at øse af i de blødende smukke klassiske kompositioner, som Jalina-trioen formidler så levende.