SILVER LININGS PLAYBOOK

★★★★☆☆

David O. Russells bittersøde drama-komedie SILVER LININGS PLAYBOOK var en stor biografsucces – ikke mindst i USA med en række tunge Oscar-nomineringer til følge. Det er da også en film, der hvis man vælger at anskue den som en komedie, har mere at byde på end de mere strømlinede Hollywood-produkter. Først og fremmest fordi den sætter fokus på psykisk syge og en næsten almen aggressivitet, der belaster vor tid

Men set med europæiske øjne kan filmen også virke en smule overfladisk. For selvom den er en komedie, vil den også tages alvorligt, og det kan man i passager have problemer med.

Skuespillerne gør dog heldigvis, at vi nyder filmen det meste af vejen. Bradley Cooper får endelig en form for kunstnerisk
gennembrud som forladt nervesvækket ægtemand og Jennifer Lawrence har aldrig været mere præcis end som den unge iltre enke, der stalker ham. En Oscar var nok lige i overkanten, når man sammenligner med bl.a. Emmanuelle Rivas uforglemmelige indsats i "Amour", men Oscar’en er jo først og fremmest en amerikansk filmpris.

I farverige biroller får vi Robert de Niro, som Coopers heller ikke helt almindelige far samt australske Jacki Weaver (den kysseglade mama i "Animal Kingdom") som ærkeamerikansk husmor.

SILVER LININGS PLAYBOOK får næppe publikum til at se lyset i horisonten, sådan som det vistnok er hensigten, men fremstår dog som sympatisk underholdning, hvis man formår at slå hjernen fra et par gange undervejs.