★★★★★★
Martin Tulinius vender tilbage til Kafka og PROCESSEN, der i teatersæsonen 2001/2002 var omdrejningspunktet for forestillingen "K" med en uforglemmelig Jesper Dræby i hans livs rolle. Men stoffet synes bestemt ikke mindre aktuelt på
Republique, og hvadenten man har været i nærkontakt med det offenlige eller bare har forsøgt at komme igennem på telefonen til en konkret freelance-medarbejder i DR, så forstår man til fulde hvordan hovedpersonens frustration bliver til desperation i PROCESSEN.
Lars Mikkelsen måtte opgive hovedrollen i forestillingen på grund af overanstrengelse, men man har svært ved at forestille sig, at han ville have været bedre end Jens Jacob Tychsen, der her når karrierens foreløbige højdepunkt. Det korrekte i Tychsens væsen og diktion krakelerer gradvist i takt med, at systemets labyrint snævres til og kniven i ryggen bores ind.
Tulinius må ha set Orson Welles’ klaustrofobiske film af samme navn, for man synes næsten at genkende stemningen i den mesterlige scenografi og Anthony Perkins’ dirrende nervøsitet i spillestilen. Troels II Munk synes ligeledes oplagt til rollen som Orson Welles’ groteske manipulator, men det ville næsten være for indlysende, og måske derfor har Tulinius tildelt Karen-Lise Mynster rollen. Atter engang må man forbløffes over Mynsters talent, og det der sagtens kunne være endt som et varieténummer, bliver i stedet et dybt skræmmede portræt af et magtmenneske.
Knapt to timers intenst hypnotisk teater kan være for meget for nogen, men for sande teaterelskere vil PROCESSEN være et godt bud på årets forestilling.
