THE MASTER

★★★★★☆

Hvergang Paul Thomas Anderson kommer med en ny film vækker det opsigt, for han hører vitterlig blandt de mest originale filmskabere i USA. Tænk bare på så forskellige film som "Boogie Nights", "Magnolia" og "There Will Be Blood". Nu er han tilbage med THE MASTER, der indbragte ham instruktørprisen på Venedig Film Festivalen, og som er endnu et skævt drama krydret med usædvanlige skuespillerpræstationer. Joaquin Phoenix og Seymore Philip Hoffman opnåede da også priser i Venedig og modtog for nyligt i lighed med den altid lysende Amy Adams Oscar-nomineringer for deres spil.

Joaquin Phoenix finder på uhyggelig gribende vis udtryk for aggressiviteten hos en ung alkoholisk krigsveteran med kærestesorger og hans desperate søgen efter et indhold i tilværelsen. Han havner hos en kultleder (Seymore Philip Hoffman), hvis forretning næres af forpinte sjæle, og der former sig en bizar relation imellem dem, som kultlederens hustru (Adams) trods protester må affinde sig med.

THE MASTER jager en kniv i de utallige halv- eller hel-religiøse organisationer, der mod financiel støtte rådgiver de rådvilde. Relationen mellem de to mænd forbliver spændende, og svinger fra at have masochistiske/ homoerotiske undertoner til at ligne et dybt venskab med tilsyneladende ubrydelig følelsesmæssig afhængighed.

Alligevel forekommer THE MASTER for lang og i passager også for utroværdig, hvilket kan have kostet Oscar-nomineringen som bedste film. THE MASTER er dog eminent fotograferet og stadig mere interessant end så mange andre mere helstøbte film, simpelthen fordi den vover mere.