ON THE ROAD

★★★★★☆

Brasilianske Walter Salles er manden bag mesterværket “Central Station”: Hans første amerikanske film synes dog mere i familie med hans Che Guevara-film “The Motorcycle Diaries”. Så er man kun til stærkt handlingsorienterede værker bør man vælge et andet filmtilbud, for også ON THE ROAD fremstår mere som en stemningsmættet beskrivelse af en forfatters åndelige udvikling.

ON THE ROAD bygger på Jack Kerouacs selvbiografiske nøgleroman “Vejene” med Sam Riley (“Control”) som Jacks alter ego Sal. Opmærksomheden samler sig dog snart om den destruktive ven Dean (karismatisk fremstillet af sexede Garrett Hedlund). Han er tilsyneladende både damernes og mændenes ven, men ikke i modgang.

Kvinderne endte oftest som ofre i den litterære mandeverden omkring 1950, men Walter Salles ser dem, og Kirsten Dunst,
Kristen Stewart samt ikke mindst Amy Adams (meget langt fra nonnerollen i “Doubt”) giver dem ansigt, krop og sjæl. Derimod forekommer Viggo Mortensen overraskende blank som den selvfede narkoman Old Bull Lee (en figur inspireret af Kerouacs forbillede William Burroughs).

Skal man have fuldt udbytte af ON THE ROAD, børl man måske se den alene. For den er i sidste ende en dybt personlig 137 min. lang sjælelig rejse, som man simpelthen bare bør give sig hen til.