★★★★★★
Rainer Werner Fassbinders mest levedygtige manuskript har vist sig at være "Angst æder sjæle op". Godt set af Betty Nansen Teatret, at netop dette stykke bør spilles i København i disse post-Pia K. tider.
På Betty Nansen Teatret intimscene Edison kalder Volker Schmidt stykket for "Habe Kein Angst", og der er da også tale om en noget andet udgave end den mere konservative version, som Aarhus Teater bød på for nogle år siden.
Her udtrykker en del af handlingens bipersoner sig primært i dans og (overvejende arabisk) musik. og det er heldigt, for replikstærke virker de bestemt ikke. Til gengæld får vi et fascinerende indtryk af den skjulte racisme, der primært udtrykker sig i handlinger fremfor ord, og det kan der være en god pointe i.
I handlingens centrum møder vi en midaldrende lidt
usikker rengøringskone, der pludselig forelsker sig
i en ung arabisk mand. Ulla Henningsen har nedtonet
sin personlige autoritet og giver dette nervemenneske et dirrende liv, der virker fuldstændig hjertegribende. Dar Salim giver et befriende moderne bud på den arabiske mand i
Danmark anno 2012.
Man skal virkelig være et dumt svin for at have noget imod denne mand, det er lige før den nystrøgede Sidney Poitier ("Gæt hvem der kommer til middag") toner frem på nethinden. Men omvendt kan man mene, at denne type virkelig findes idag, og det er befriende at se en fyr med indvandrebaggrund i andet end de sædvanlige skurke- og offerroller.
Dermed bliver HABE KEIN ANGST et bevidst og for nogen nok lige lovligt enkelt politisk udsagn om medmenneskelighed til hver en tid og på tværs af alle grænser. For selvom alle står på samme linie – også ved fremkaldelserne – så er det dog især Ulla Henningsen og Dar Salim, man har behov for at klappe af.
