Månedens bog:

★★★★☆☆

MIN SØN GØGLER. SØRGELIGT!

af Preben Harris

Forlag: Gyldendal

Selvom der i underrubrikken til Preben Harris’ seneste bog står "Om begyndelsen til et teaterliv", kan det ikke nægtes, at Preben Harris har fortalt om sit teaterliv før.

På den anden side er han så dreven en fortæller, at det også denne gang er en fornøjelse. Han dvæler lige rigeligt ved barndommen til, at det kan have almen interesse, og bogen har afgjort sine største kvaliteter i sin beskrivelse af livet som provinsskuespiller. Alt for ofte fokuseres der kun på København, når man taler dansk teaterhistorie, og Preben Harris’ bog bliver på den baggrund ganske relevant.

Han fortæller levende om sine møder med store kunstnere som Ebbe Rode, Bodil Ipsen og Mime Fønss samt sin forhold til den idag urimeligt glemte Vera Sticker (som man under Golden Days kan se i den danske film "Natlogi betalt").

Harris har også god sans for kække bemærkninger, og citerer bl.a. en aldrende Lillian Tillegren for efter en begravelse at have sagt: "Det kan næsten ikke betale sig at gå hjem".

Skal Preben Harris skrive endnu en bog, og selvfølgelig skal han det, må den dog meget gerne nå udover de personlige oplevelser, og i stedet være en mere udførlig gennemgang af provinsteatret historie, for det savner man faktisk.