FOOTNOTE

★★★★★☆

Er vi blot fodnoter i livets store bog? Dette spørgsmål rejser Joseph Cedar i sin velkomponerede israelske film FOOTNOTE, men gør det heldigvis med lune.

Faderen Eliezer (vidunderligt indædt spillet af Shlomo-Bar-Aba) har i 30 år forsket i det samme stof, kun for at blive overhalet af nye videnskabelig fund kort før udgivelsen af sit
livsværk. Det kan ikke have været sjovt. Hans søn er gået ham i bedene som forsker, omend for faderen på mere overfladisk vis. Men hvor faderen aldrig modtog anden anerkendelse end en fodnote i en berømmet bog, så henter sønnen den ene pris efter den anden.

Endelig en dag modtager faderen så en meddelse om, at han er tildelt landets fornemste æresbevisning. Det viser sig dog at være en fejl, prisen er i virkeligheden tiltænkt sønnen!

FOOTNOTE kan på forhånd lyde lidt tør og akademisk, men viser sig at være en underfundig, morsom og klog historie om et betændt far-søn forhold. Ja, faktisk hører FOOTNOTE til et af øjeblikkets mest begavede filmtilbud, hvilket bl.a. bør tilskrives Cedars eminent manuskript, der også allerede har
modtaget international hæder bl.a. i Cannes.

Joseph Cedar modtog for nogle år siden en noget ufortjent Oscar-nominering for sin krigsfilm "Beaufort" på bekostning af mesterværket "The Band’s Visit". Oscar-nomineringen til FOOTNOTE i år forekom derimod mere rimelig.

Om man finder filmens slutning tilfredsstillende er nok en smags sag, men da man føler sig i godt selskab hele vejen, tør man alligevel godt anbefale filmen helhjertet til alle, der har mod på en filmoplevelse, hvor der også er lidt at tænke over bagefter.