PIRANHA 3DD

☆☆☆☆☆☆

Er Piranha-filmene i virkeligheden fiskenes hævntogt
mod den stadig mere Sushi-besatte menneskehed?

Den slags tanker når at flyve igennem hovedet på een,
mens man ser denne gloriøst rædsomme film, der
trodser al god smag og sund fornuft, og kaster sig ud
i et fuldstændig skamløst orgie i "bad taste".

De første billeder fokuserer uhæmmet på den
kvindelige anatomi, og det nye i denne udgave er
ikke så meget 3DD effekterne, der mest manifesterer
sig ved, at man får en fisk i hovedet. Det der
virkelig skaber gru er dog den lummerhed, som hele
produktet er pakket ind i. Mere eller mindre
afklædte piger vimser forvildet rundt, mens fyrene lemlæstes af piratfisk – både forfra og bagefter!

Den tidligere Oscar-nominerede skuespiller Gary
Busey kompromiterer sig selv ved sin medvirken, mens
filmen for den aldrende Baywatch-stjerne David
Hasselhoff næsten bør betegnes som et højdepunkt. Sidstnævnte er da også udstyret med filmens mest sigende replik:

"Velkommen til bunden"

Skal man overhovedet have noget ud af PIRANHA 3DD,
bør man ikke tage den alvorligt. Det har man i
grunden heller ikke mistænkt instruktøren John
Gulager for at gøre. Og fiskene er i al fald selv
ude om hvis jeg ovenpå denne suværæne kandidat til
titlen "årets værste film" boykotter Danmarks Akvarie og går på hævntogt hos fiskehandleren.