★★★★☆☆
Sasha Baron Cohen er en modig mand. Han udfordrer gerne
diverse fordomme med sine til tider ret ekstreme film. Mest
begavet i "Borat", hvor han på raffineret vis legede med
grænserne mellem illusion og virkelighed.
Ingen kan eller bør dog være i tvivl om, at DIKTATOREN er
fiktion og en besk satire, der dog ikke når op på niveau med
hverken "Borat" eller for den sags skyld Charles Chaplins
"Diktatoren". Dertil er humoren simpelthen for plat, selvom
man helt klart griner mange gange. Faktisk synes filmen i
passager mere beslægtet med en film som Mel Brooks’"Forår for Hitler" ("The Producers") end med "Brüno".
En del af vittighederne i DIKTATOREN vil givet blive opfattet
som racistiske, og Sasha Baron Cohen og hans instruktør Larry Charles retter ikke bare skytset mod den arabiske verden, men også mod den vestlige verden. Feks. konfronterer han os med den flyskræk, der også har været konsekvensen af terrorangrebet i New York hin 11. september.
Men man kan alligevel ikke frigøre sig fra fornemmelsen af, at den ilhu, der lægges for dagen, når det gælder
latterliggørelse af arabere og asiater, afløses af en mere
godmodig tone, når satirekanonen rettes mod de jødiske rækker, hvorfra Cohen selv stemmer. Dermed får DIKTATOREN muligvis stik imod intensionen et grimt skær af propaganda. Men måske er det i virkeligheden pointen. At vi i højere grad bliver opmærksom på, hvad vi egentlig griner af.
