Uddelingen af årets Reumert-priser blev en sand teaterfest i royalt regi. Med Frede og Mary på plads i Operaens loge overtog Kristian Halken i bogstaveligste forstand værtskabet efter Ditte Hansen, der gjorde det godt i flere år, men sidste år blev svigtet af for platte tekster. Heldigvis havde arrangementet fået et tekstmæssigt løft i år, og selvom Ditte Hansen fremkaldte flere latterudbrud hos tilskuerne sidste år, så forekom humoren i år mere begavet. Lidt mere stjerneglans på scenen havde dog gavnet showet – også på TV.
Dansens dag blev markeret ved at tildele hovedprisen på 300.000 kr. til Tim Rushton, der for sit samlede virke for dansk danseteater inkl. "Love Songs". Årets danseforestilling blev dog "Living Room", og Alban Lendorf kan nu kalde sig årets danser takket være hans indsatser på Det Kongelige Teater bl.a. i "Etudes".
Vi fik set klip fra Fredericia sjove dukke-musical "Avenue Q", der bliver overført til Nørrebro Teater i den kommende sæson, og mon ikke også der bliver en chance for at gense Aarhus Teatrets nu Reumert-belønnede teaterkoncert på det gamle Aveny T?
Årets Opera gik til Det Kongelige Teaters "Kvinden uden skygge", der også kan bryste sig at årets sanger, Johan Reuter, der samtidig blev hyldet for sin sanglige indsats i en anden royal operaopsætning,"Cosi fan tutte".
Det Ny Teaters pragtudgave af musicalen Singin’ In The Rain modtog hæder i form af prisen for bedste mandlige birolle (Thomas Lund). Derimod forekom det besyndeligt, at "Next to Normal", en af sæsonens mest roste musicalopsætninger, end ikke var nomineret. Nørrebro Teater kan dog bryste sig af at have lagt scene til Sigrid Husjords tour-de-force i "Oliver With A Twist", en indsats der fuldt fortjent skaffede hende prisen for bedste kvindelige birolle.
Man forstår godt, at Thomas Levin blev overrasket over prisen som årets dramatiker, for det velfungerende men letbenede "Peter og Elgen" forekom mere ferm end inspireret. Forklaringen kan være, at Thomas Levin for nogle år siden burde have vundet for sin hovedrolle i "Hjem kære hjem", og Thor Bjørn Krebs’ Karen Blixen-skuespil "Om Baronessen" havde betydelig mere dybde og perspektiv. Dog forekom det ganske rimeligt, at en af de 10 talentpriser gik til Lise Lauenbjerg for en bizar præstation som anmasende studine i "Peter og elgen" på Teater Grob.
Trioen Kirsten Dehlholm, Jesper Kongshaug og Willie Flindt sejrede i scenografi-kategorien for den visuelt overdådige "War Sum Up", mens drengerøvsforestillingen "Blam! modtog hæder i form af juryens særpris, og sær var den!
Sæsonens mest kontrovercielle opsætning, Det Kongelige Teaters Ibsen-klassiker "Gengangere" indbragte den tidligere hæderspris-modtager Kirsten Olesen prisen for bedste kvindelige hovedrolle – til trods for, at hun skulle spille afgørende scener med en pose over hovedet. Olesen og vi andre havde da også foretrukket, at prisen var gået til hendes søster Karen-Lis Ahrenkiel, som spillede sit livs rolle på Odense Teater i denne sæson i "Familien", der snart skal filmatiseres med Meryl Streep.
Vil man Reumert-nomineres, skal man åbenbart bare spille Ludvig Holbergs "Jeppe på bjerget". Det opnåede både Ole Thestrup og Henning Jensen for nyligt, men Jens Albinus blev den første, som rent faktisk hjembragte prisen for netop den rolle i en opsætning på Aarhus Teater.. Det skete da også i hård dyst Nikolaj Lie Kaas ("Bliktrommen") og Flemming Enevold ("Rød").
Igen i år modtog Elisa Kragerup instruktørprisen, denne gang for både "Sonetterne" og "Det gode menneske fra Sezuan", og det forekom ikke ufortjent. Men at "Mågen", der på Det Kongelige Teater havde karakter af en ambuteret klassiker, skulle være årets teaterforestilling er noget vås. "Forbrydelse og Straf" fra sidste sæson ydede på hel anderledes vis sit russiske forlæg retfærdighed. Her fandt man det store i det små, hvad der også kendetegnede årets børneteaterforestillingen, "Små Skridt", der møder småbørn i øjenhøjde.
At det Kongelige Teater sad på alle kandidaterne i kategorien bedste forestilling var ligeledes forkert, her burde Betty Nansen Teatrets "Bliktrommen" have været med og muligvis vundet, selvom "Sonetterne" forekom at være et andet godt bud.
Men trods lidt slinger i valsen i hovedkategorierne, må Reumert-komiteen siges at have fordelt priserne med rimelig sund fornuft. Nogen nem opgave er det sikkert ikke…