★★★★★☆
Man skal være hurtig, hvis man skal nå at se POE på Det
Kongelige Teater, for den spiller umiddelbart kun få gange. Men det er bestemt en event, man ikke bør gå glip af og så varer den kun en time!
Forbinder man især navnet POE med gys og gru, bliver man
muligvis slemt skuffet over det royale bud. For her lægges
vægten på den bizarre og groteske poesi. Personificeret i
Elsebeth Stentoft, der jo virkelig forekommer på hjemmebane i materiale af denne art. Hun fremstår som en odiøs blanding af Bette Davis’ aldrende Baby Jane og Nelly fra "Det lille hus på prærien"! Hvad enten hun danser, sidder tavst i en stol eller fremsiger forestillingens smukkeste tekst, besidder Elsebeth Steentoft en magi, som vitterlig er helt hendes egen.
Hun er omgivet af et stærkt Poe-trekløver bestående af Jens Albinus, Jens Jacob Thygsen og Joen Højerslev. Albinus kan gøre en flere minutter lang vandring hentil en stol til en oplevelse, og han er da også nomineret til en Reumert i
år for hans "Jeppe på bjerget" i en opsætning på Aarhus Teater. Thygsen lægger stor vægt på humoren i sin tekstformidling, mens Joen Højerslev får desperationen med i sine fortolkninger.
POE er forfriskende fri for teaterkonventioner og et eksperiment af den slags, som netop skuespilhusets portscene bør danne rammen om.
Bemærk instruktørnavnet: Lydia Bunk. Hende kommer vi til at høre mere til. Kun fire dage har hun været om at nå dette resultat, tænk hvad hun vil kunne opnå med et normalt prøveforløb.
