THE DARKEST HOUR

★★☆☆☆☆

Emile Hirch hører blandt de mest talentfulde unge skuespillere i Hollywood og har da også sin unge alder til trods allerede medvirket i film af Ang Lee, Gus Van Sant og Sean Penn.Hans medvirken i THE DARKEST HOUR må være økonomisk betinget for den bringer ham i al fald ikke videre som skuespiller, og fortjener ikke at blive den financielle succes, der er lagt op til. Dertil er manuskriptet simpelthen for dumt.

Sci-fi thrilleren THE DARKEST HOUR minder mest af alt om en gammeldags katastrofefilm, hvor de kvindelige medvirkende primært agerer blikfang og hvor kun Joel Kinnaman ("Snabba Cash" og "The Girl With The Dragon Tattoo") trænger igennem effektjageriet i en lille men uudviklet skurkerolle.

THE DARKEST HOUR er en russisk-amerikansk co-produktion, hvilket kommer til udtryk allerede i de ganske flotte indledende credits, hvor de medvirkendes navne både står på russisk og amerikansk. Moskva danner også en flot ramme om rædslerne ligesom flere lovord om byen sikrer, at russerne har fået noget for deres penge. Rent teknisk fungerer filmen også upåklageligt, og man kan allerede se computerspillet foran sig.