Hvor andre af landets skuespillerskoler har haft problemer med at finde og udvikle de rigtige præsentationsprojekter til deres elever, har Den Danske Scenekunstskole og Fredericia Musicalteater fundet en god løsning.
De starter tidligt (kl. 17.30) med “Usynlig”, en dansk mini-musical på en time, og efter ca. 20 minutters pause får vi så en halvanden times udgave af “Heathers The Musical ” baseret på den kulsorte ungdomskomedie “Heathers” med en ung Wynona Ryder i front.
Det danske værk har manuskript af Magnus Berg efter ide/koncept af ham selv, Thomas Agerholm og Bjørg Gamst. “Uskyldig” rummer udenlandske sange som Oscar-vinderen “Falling Slowly”, der senere blev kernen i en stemningsmættet musical, og “Handler ikke om dig”(“It’s Not All About You”) med en skarp tekst af Lawrence.
“Heathers The Musical” har både manuskript, sangtekster og musik af Kevin Murphy og Laurence O’Keefe, men det er den barske men også vittige historie om nogle fæle teenagepiger, der pludselig bliver centrum i et drama om både mord og selvmord.
Kristen B. Sandler og Thomas Agerholm har begge ydet storartede indsatser som instruktører, og de otte talenter har ikke bare fået flere roller med kød på, men formår også alle at shine. Man kan simpelthen se talent i dem alle, og så må SHOWCASE 2025 siges at være vellykket.
Hold derfor øje med Vito Borggild Gram, Sille Højberg Heilmann, Jens Kau Wahlers Nielsen, Christian Haagen Birkvang, Nicoline Bonde Wiberg, Noah Vestergaard Johnsby, Sofie Emma Lohmann og Marie Gersholm Baktoft.
(Michael Søby)

