Et af Copenhagen Opera Festivals faste indslag er SHOWBÅDEN, som ligger til kaj skråt overfor Christiansborg. På små fem kvarter sejler den gennem de københavnske kanaler, mens to solister (i år sopranerne Anna Vaupel og Lisbeth Rasmussen Juel) underholder med diverse opera-relaterede indslag.
Temaet er denne gang “Havfruen” – og det giver faktisk rigtig god mening et langt stykke af vejen – ikke mindst fordi vi faktisk sejler forbi flere “havfruer” på ruten.
Dvořáks “Rusalkas sang til månen” bliver et musikalsk højdepunkt denne eftermiddag. Diverse dansk komponister som Heise, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian har faktisk også skrevet musik, der knytter sig til emnet og deres meritter bliver heldigvis også luftet. Vi får tilmed en bid af “Agnete og havmanden”, der ligeledes forekommer at være et acceptabelt valg i denne sammenhæng.
Forestillingens manuskriptforfatter og instruktør Simon Duus kan også til nød forsvare at bruge Chers cover-version af “The Shoop Shoop Song” fra filmen “Mermaid” (“Skønne sild”!), men den på papiret gode ide om at synge sangen i skiftende komponisters stilarter bliver hurtigt omstændelig – og i sidste ende trættende. Når Simon Duus så tilmed vælger at bruge Léo Delibes smukke blomsterduet fra operaen “Lakmé”, blot fordi den har medvirket i vampyrfilmen “The Hunger”, ødelægger han sit eget koncept.
Så forekommer det faktisk mere relevant med den ret vovede havfrue-sang fra den danske tegnefilmsklassiker “Bennys badekar”, et nummer, der faktisk er forbudt for mindre børn på nettet! Men på SHOWBÅDEN er der naturligvis højt til loftet, omend den støjende svenske børnefamilie, der tydeligvis var kommet med den forkerte båd, desværre blev tvunget til at tage hele turen.
Anna Vaupel og Lisbeth Rasmussen synger begge kønt, men var ikke altid lige opmærksomme på at formidle deres materiale til alle, og det var ikke alle indslag, der forekom lige vittige. Instruktøren Simon Duus så ud til at være den, der morede sig mest på båden denne eftermiddag, mens de stakkels sopraner måtte finde sig i, at en del af bådens gæster især syntes interesseret i den nye form for arkitektur, som vi sejlede forbi.
Det var dumt af dem, for både sopranerne og ikke mindst pianisten Chalotte Thaning var værd at lytte til. Som show betragtet virkede forestillingen dog ret fattig – med sæbebobler som den vildeste effekt.
Ideen med SHOWBÅDEN er slet ikke tosset, men lidt mere show samt især en større respekt for det valgte tema ville givet bidrage til en mere helstøbt oplevelse – forhåbenligt for et mere opmærksomt publikum.
(Michael Søby)
