Selv en solrig mandag kunne Dansehallerne melde udsolgt i deres vidunderlige store sal i de prægtige nye lokaler på Franciska Clausens Plads 27, Vesterbro, København. Aftenen bød da også på en ganske enestående dansesolo af og med Ar Utke Ács. En slags body horror, der undersøger “den kronisk syge krop som en non-binær position og fra en verden, der tager afsæt i en queer, syg krop, snarere end en rask/før-handicappet (pre-disabled) krop, sind.”
Vi venter tålmodigt i foyeren, men først knap 10 minutter efter at forestillingen skulle være gået i gang, får vi en ret omstændelig intro, der har til formål at tage hensyn til folk med behov for at sidde med rygstøtte. Forestillingen er dog ikke mere end nogle få minutter gammel, før denne tilskuer får et stød i ryggen af en af vore værter, hvilket gør introen til endnu et eksempel på temmelig omsonst tidsspilde.
Inden der sker noget på scenen skal vi også gennem nogle minutters “tekstuelle konspirationer” udviklet med digteren Yolanda Aurora Bohm Ramirez. Det går primært ud på, at den samme tekst gentages igen og igen – i manglende tillid til publikums opfattelsesevne?
På et stort lyst gardin, er ikke blot når ned til gulvet, men også henad den aflange scene, projiceres dystre billeder af en tilsyneladende gold jord, hvorfra et særegent væsen – Shivr (det engelske ord for at skælve/ryste) – fremkommer.
Som ved en slags fødsel ser vi væsnet sno sig fremad under det lyse gardin, indtil det kommer til syne: En kønsløse larve svøbt i gazelignende klædninger, der får den til at ligne en dyrisk patient på vej mod forpuppelse. En uhyggelige animalske udvikling gennemføres af Ar Utke Ács med skræmmende kropskontrol understøttet af nogle frygtindgydende lyde, der efterhånden bliver til ord som f.eks. “Queer”.
Denne pinefulde men fascinerende udviklingshistorie er skabt i samarbejde med billedkunstner Sofie Winther/Puer Parasitus og fotograf og billedkunstner Fryd Frydendahl, og produceret af Ar Utke Ács med Dansehallerne og MDT (Moderna Dansteatern) i Stockholm som medproducenter.
Indpakningen og formidlingen forekommer desværre unødvendig prætentiøs på grænsen til det højrøvede, men når først Ar Utke Ács er på scenen fænger og fanger forestillingen.
SHIVR er tænkt som den første opførelse af “the unapparent trilogi, der skildrer non-binære positioner ud fra den queer og kronisk syge krop.” Hver af de tre forestillinger er tænkt som repræsentationer af en karakter/arketype, der foreslår “en anden slags krops-sind og dermed en anden verdensskabelse”. Men forhåbentlig også med viljen til at kommunikere med andre end de indforståede på en mindre selvhøjtidelig måde.
(Michael Søby)
