SE7EN

★★★★☆☆


David Fincher havde instrueret et hav af musikvideoer (bl.a. for Madonna og George Michael), inden han for 30 år siden fik sit seriøse gennembrud som filminstruktør med SE7EN. Med Morgan Freeman og Brad Pitt i hovedrollerne var filmen dømt til at blive et hit, men filmen fremstod også betydelig bedre end mange af datidens gennemsnitlige krimi-gysere.

SE7EN modtog kun en Oscar-nominering (for bedste klipning), selvom også lydsiden (godt hjulpet af Howard Shores atmosfæremættede underlægningsmusik) og det velkonstruerede manuskript kunne have fortjent Akademiets opmærksomhed.
Kevin Spacey leverede desuden årets bedste birollepræstationer i henholdsvis denne film og “The Usual Suspects”, men det blev præstationen i sidstnævnte, der skaffede ham nomineringen og indbragte ham karrierens første Oscar, selvom hans indsats i SE7EN stadig fremstår som karrierens klarest gennemlyste præstation.

SE7EN er historien om den aldrende politikommisær Somerset og hans nye temperamentsfyldte unge kollega Mills, der pludselig indblandes i en mærkelig mordsag: Med udgangspunkt i De Syv Dødsynder myrder en ækel men slet ikke ubegavet seriemorder syv personer, og de to politifolk kæmper stadig mere desperate for at løse gåden under et gevaldigt tidspres.

SE7EN har med tiden opnået status som en moderne klassiker, og selv 30 år kan den give publikum gåsehud, fordi Finchers intelligente instruktion forstår at bygge stemningen op – med en kærlig hilsen til Alfred Hitchcock i nogle af filmens sidste scener. At Fincher så senere overgår dette effektive krimigys med mere komplekse film som f.eks. “The Social Network” og “Monk”, gør stadig ikke SE7EN til en dårlig film.