Det er efterhånden 30 år siden, at den allerførste SCREAM-film havde premiere. Hele syv film er det efterhånden blevet til – ikke alle lige gode – og Kevin Williamsons SCREAM 7 hører ikke engang blandt de dårligste.
En Ghostface-morder dukker atter op i den idyliske landsby, hvor den midaldrende Sidney nu bor sammen med sin datter og mand. Sidney var som ung et af Ghostfaces ofre, og nu gør hun alt for, at datteren ikke skal lide samme skæbne.
Man må erkende, at Neve Campbell faktisk er blevet en ok-skuespiller med tiden, og Courteney Cox må ærgre sig over, at hun selv valgte at få sit ansigt løftet fremfor at beholde et naturligt bevægeligt ansigt.
Spændingen er desværre til at overse til sidst, for efter syv film kan man godt forvente film nummer otte, og en efterfølger betyder sædvanligvis, at nogle af de kendte ansigter fra de forrige film overlever.
Men handlingen i SCREAM-film giver sjældent mening i den store sammenhæng, for selv de karakterer, der burde være døde for længe siden, dukker på mirakuløs vis op igen, når folkene bag SCREAM-serien har brug for at malke flere penge ud af genrens forsvarsløse fans.
