Ingmar Bergmans TV-serie SCENER FRA ET ÆGTESKAB med Liv Ullmann og Erland Josephson havde premiere i 1973, og formåede at samle folk foran tv-skærmene i stil med Jan Troells episke føljeton om “Udvandrene” og “Nybyggerne”, og diverse tv-spil af Leif Panduro. Den noget kortere filmversion af SCENER FRA ET ÆGTESKAB fik international premiere året efter, men kom først til Danmark i de tidlige 80’ere.
Ægteparret Johan og Marianne, der må gå så uhyggeligt meget igennem i SCENER FRA ET ÆGTESKAB, har senere været flittige gæster på danske scener, og på Det Kongelige Teater kunne man blandt andre opleve Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov, der havde byttet replikker, hvilket i den grad satte fokus på de skiftende kønsroller, siden Bergman skrev sin tekst.
På Himmerlands Teater er man tilsyneladende gået mere traditionelt til værks, men netop det at kønsrollerne har ændret sig, låner faktisk ekstra patos til mange af disse SCENER FRA ET ÆGTESKAB.
I Nick Pedersens åbne pude-scenografi kan skuespillerne boltre sig, inden til de mørke gardiner skal rives ned og blotlægge de sidste barske sandheder om ægteskabet mellem Johan og Marianne.
Forestillingen gæstespiller p.t. på det Bergman-begejstrede Aalborg Teater, hvor man både har spillet “Persona” samt “Fanny og Alexander”, og hvor man snart har premiere på det flænsende mor-datter drama “Høstsonaten” med Kirsten Olesen i den store hovedrolle.
Det er en tung arv at løfte roller som Johan og Marianne, fordi tv-serien var så epokegørende, men på de givende betingelser formår Kaja Kamuk og Ronny Sterlø at få deres med- og modspil til at fænge. Martin Ringmose viser sig at være en fin personinstruktør, der i første akt viser os Mariannes sårbarhed og Johans selvoptagethed, så det både relaterer til fortid og nutid. På samme måde mærker vi Johans skrøbelighed og Mariannes styrke efter pausen, og vi indser at selvom forholdet mellem mand og kvinder gudskelov har ændret sig siden 70’erne, så har det måske ikke ændret sig helt så meget, som vi troede og håbede?
I Kaja Kamuks Marianne og i Ronny Sterløs Johan kan vi se de dårskaber, der fører til kriser, men på trods af disse, kommer vi også til at holde af dem og vi kan se, at de elsker hinanden. Hvis vi tør indrømme det, er det stadig muligt at spejle sig i deres ægteskab, selv for ugifte – for uanset køn har vi alle elementer af Marianne og Johan i os, og hvem ved, om man i de givne situationer ikke også ville have opført sig som dem?
Kaja Kamuk og Ronny Sterlø har således god grund til at være stolte af deres præstationer, der ligesom et ægteskab ligner sand lykke. Meget mere kan vi mennesker næppe håbe på.
(Michael Søby)
