Marie Knudsen Fogh er en gudsbenådet skuespiller og hendes Anita i Anita-trilogien blev et af tiårets største skuespillerpræstationer på en dansk scene. Men bag facaden gemmer der sig en mere skrøbelig kvinde, der i mange år har båret rundt på en hemmelighed.
Da Marie var en ung pige i tyverne forelsker hun sig en næsten jævnaldrende mand og de blev kæreste. Men i takt med at Maries skuespillerdrømme tog til, fjernede hun sig også mentalt fra den lille sønderjyske flække, som hun stammede fra og hvor hun boede sammen med sin kæreste, der ikke ønskede at flytte.
En aften kulminerede deres uenighed i et skænderi, der endte med, at Marie bad ham gå, og så gik han. I flere dage ventede hun på, at han kom tilbage og sagde undskyld, men han kom ikke tilbage. Hendes potentielle svigermor bebrejdede hende gentagne gange, at hun havde været så længe om at reagere på hans forsvinden og beskyldte hende for at have slået ham ihjel.
Siden har Marie Knudsen Fogh kæmpet med savnet og selvbebrejdelserne, og det er der nu kommet en forestilling ud af.
Forfatteren Ida Marie Hede fortjener stor ros for, at hun ikke går udenom smertepunkterne, og vi forstår desuden både Marie, kæresten og familien.
Iscenesætteren Johannes Marie Schmit formår at formidle True Crime-atmosfæren, som vi kender den fra tv med et komplekst kvindeportræt, mens han nænsomt leger med begreber som skyld og uskyld. Bøddel eller offer?
Mie Riis har forsynet den syntetisk grønne græsplæne, der udgør det scenografiske grundlag på Aalborg Teaters lille scene, med nummererede små områder, som vi kender det fra ”Rejseholdet”. Hvert område rummer materiale, der har relevans for efterforskningen: En samling snap-shots, en bunke jord – evt. med fodspor, kærestens blodplettede jakke osv.
Lyddesigner Kristian Berg og lysdesigner Kasper Daugberg skaber en autentisk krimi-stemning i teaterrummet, et psykist inferno som også påvirker Marie Knudsen Foghs spil, når hun er til forhør hos politiet. Marie Knudsen Fogh spiller både anklager og anklagede, og ingen kan undgå at blive påvirket af det.
SAVNET fremstår som nærgående og vedkommende teater, men rejser også spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem det private og det offentlige. I hvor høj grad har dramatikeren dramatiseret de virkelige begivenheder? Og hvor meget har Marie Knudsen Fogh fortalt og ikke fortalt? Hun virker ærlig, men man fornemmer, at der også er ting, hun ikke ønsker at fortælle. Det forstår man godt, men grænserne mellem fakta og fiktion er flydende. Det gælder også for forestillingen ”Amadeus” på Store Scene, en klassisk true-crime historie.
(Michael Søby)
