SAD BOY ****
Copenhagen Opera Festival har haft et beskedent men alsidigt program i år, og en af de positive overraskelser var gæstespillet SAD BOY i Basement på vesterbro i København.
Bag forestillingen står den svenske operaplatform Sad Girls, og de har denne gang ladet sig inspirere af Francis Poulencs opera ‘La Voix Humaine” (”Den menneskelige stemme”) fra 1958 baseret på Jean Cocteaus udødelige tekst. Operaen spillede sidst i en bearbejdet version kaldet ”Vox Humana” på Det Kongelige Teater i 2020. Jean Cocteau skrev stykket i 1928, og Anna Magnani gjorde for alvor teksten verdensberømt via Roberto Rossellinis filmversion fra 1948. Herhjemme regnes Bodil Kjers fortolkning i Radioteatret anno 1956 for den definitive danske version. Simone Signoret, Ingrid Bergman and Liv Ullmann har siden brillieret i teksten på scenen, og både Sophia Loren og Tilda Swinton har indspillet filmversioner i dette årtusinde.
Basement viser sig at være det helt rette forum til denne operaversion, dels fordi akustikken er god og dels fordi scenografen Toni Tora Botwid har formået at udnytte de forsømte omgivelser til tekstens fordel. For vor hovedperson virker i den grad alene i denne halvtomme bar, men han taler og synger med smerte i krop og stemme.
Den svenske bariton-sanger Richard Hamrin har en imponerende røst, der for alvor kommer til sin ret, da han forlader sin barstol og sjosker op på scenen, for at krænge sin sjæl ud foran publikum. Den klassiske operalyd smelter sammen med de elektroniske disco-rytmer, og de to musikere på scenen, cellisten Béla Beer og Rebecka Kaufmann på fløjte, formår virkelig at gøre Joel Janson Johansens musik nærværende. Dermed får Richard Hamrin den helt rette musikalske baggrund for at formidle Sanna Strandberg Collings libretto.
Vi oplever en mand over sin første ungdom iført plateau-sko, kropsnære kulørte bukser, åben sort skjorte med flæsere og en læderjakke, der droppes, da han kræver vores opmærksomhed. En mand, der er et offer for sin egen mobiltelefon, men også en selviscenesætter, der også bærer sin del af ansvaret. Han evner tilsyneladende ikke at lægge sin relation bag sig, og venter med stadig stigende desperation på det opkald, der måske aldrig kommer.
Tre kvarter varer forestillingen, men det viser sig at være nok til overbevise os om tekstens relevans i vor tid. Takket være et lille fint svensk gæstespil, man ikke ville have været foruden.
(Michael Søby)
